Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni - Vald. Vedel: Sang og Digt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sang og Digt.
479
aarstide det risler med Sang, — ud over al Verdens Enge" eller
»Springer I Vande! — Springer i kølende Kilder! — Bække skal
risle og synge hver vuggende Sø, — jeg er saa stærk, at jeg
aldrig kan dø". Risler det ikke formelig kølende om En? Erotiken
er snart en ynglingslank Skønhedshyldest, — hvor de unge Pigers
klare Kjoler og klare Latter kommer inde fra Skoven, „hvide —
som Solstænk mellem Stammerne de glide*, — snart en yndefuld
Scherzo, hvor han følger efter den smaas Fodtrin i Stiens Støv,
eller en sirlig Trubadur-Smiger, naar han digter over de
silkeforede, hvide Sko: „I skønhedsstøbte smaa". Og Naturbilleder er
sete med en Malers Skønhedsblik og gengivne med faa skarpe
Rids og let, delikat Farvelægning. I Silhuetter af en Aftenhimmel
over Sortedamssøen, et Sommerdagsvy af Kristiansborg Ruiner
og Statuerne i Anlæget udenfor, en landlig Sommerkvæld (Nu
lukker Nøkkerosen) har en indlevet Skønhedsdannelse naaet noble
og nydelige Virkninger ved kræsent valgte Midler.
Var der dog blot ikke her og der noget flovt, „rask*,
smagløst, som plettede denne Kunsts svale og stolte Ynde!
Collet Vogt er — som det sømmer sig en Nordmand —
en ubændigere, mere ramsaltet Naturdyrker. Han pryder sine
Vers rigeligt med Naturligheder som „vores", „naa saa!" „Pokkers";
han sætter jevne Prosavendinger som „Hvor er det muligt",
eller „Hvor fri du vist kender dig!" paa Rim og Rytme; med
Byronsk Nonchalance griber han ofte i Flæng det Udtryk, der
ligger ham nærmest ved Haanden, om det ogsaa kun passer saa løselig,
og det ene Vers tager ofte det andet for ham, eftersom Øjeblikkets
Ideforbindelser driver afsted med ham. Der kan perle en
uimodstaaelig Kaadhed eller Elskovsjubel ud af ham; en bittersalt
Havbrise stryger imod os, naar han hilser det solgyngende Hav.
„Hvad er det, som saltfrisk stiger — og gynger saa bølgeblaat, —
Naturligvis var det Havet, — jeg vidste det ogsaa godt"; og som
den Adorant, der pynter udenpaa Bindet, løfter han i
Henryk-kelsesrus sine Arme mod Solen, længselsfuld efter „soldøbt" at
„løftes højt i Dagens Blaa — og synke ren og varm og
gennemskinnet". Han hilser Nutiden som en Renæssancens Morgen:
„. . . der raabes Svar af lattermilde Guder, — der tændes
Frem-tidssol i vaagne Ruder", „Frihedens Kongebørn" raaber han „kom
lad os le!", og i trodsig Hedendom udbryder han „Og vi er Guder,
Guder paa Jord — der leende tramper de svage". Vogt er
Kraft-menneske og stiller sin Ubændighed til Skue, som en anden lader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
