Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni - Vald. Vedel: Sang og Digt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
480
Sang og Digt.
Folk føie paa sine Armmuskler. Han ynder Ordet „Vanvid";
det forekommer vist en Snes Gange i hans Vers. Sin Elskovsjubel
kalder han „mit lyse Vanvid"; han vælter sig i „Vanvids Rus, en
Storm af Kræfter", han vaager i „Længslers Vanvid" osv. Hans
overstrømmende Følelser kan ikke finde Ord eller blot holde sig
til Rytmen: „For en Lykke, for en Lykke! — Nej! jeg kan det
ikke fatte ... Om der var en Gud i Himlen — ja! paa Knæ jeg
vilde falde, — takke ham og alle Mennesker, — takke alle, alle,
alle!8 Det er naturligt Følelsesudbrud mer end netop Sangkunst.
Radikalest i denne Naturlighedsretning er Sigbjørn Obstfelder
i sine ejendommeligste Digte. Det er sjælelig Impressionisme, om
noget kan kaldes saa. Læseren af denne lille, besynderlige
Digtsamling føler sig staa overfor den ubetingede Ærlighed, som er
en Nødvendighed og et Kendetegn for den faste Originalitet. En
ensom og grublende Sjæl lægger her sine indre Oplevelser, sine
Stemninger og Drømme frem for Omverdenen, og han er saa
optaget af, hvor underligt og mærkværdigt det alt sammen er, at
han vilde anse det for ganske formasteligt at trække fra eller
lægge til; han vil gribe til i Flugten og — uden at berøve det
noget af Vingestøvet — gengive alt lige saa kaotisk og
fragmentarisk, som det ser ud indvendig i ham. Alle litterære
Reminiscenser, al konventionel Tilrettelæggen maa en saadan
Impressionist søge at feje ud, han maa gøre sin Hjerne til tabula rasa,
helt til et blankt, tankeløst Spejl for Indtrykkene. Man læse
f. Eks. det Digt, der hedder „Vaar" og skildrer den unge
Tekniker, der sidder ved Vinduet og læser til Eksamen. Solskinnet
derude kalder ham fra „Støbejærn" og „Vederlagskræfter": „Faen
i Støbejærnsøjlerne — Faen i Støbejærnsøjlerne! — Sss ... for en
himmelsk Slaphed — sa .. lig Slåp .. hed! — Rødt i det grønne,
grønt i det røde, — grønt i det grønne! — Valsekiplagerne? —
Faen i Valsekiplagerne! Faen i Valsekiplagerne! — Varme og ...
Berberisser og ... Parasoller og ... og Sommerfugle og ... og og
og Sølv i Luften og Sølv paa Sjøen ... — Opvarter! Vin! osv."
Det er Stammen og Lallen, ikke Sang, men disse
Sommerfornemmelser i Digtet smitter alligevel. W. Whitmanns Stil med de
sammenhængsløse Udbrud og Opregninger gaar aabenbart igen
hos Obstfelder. Ypperligt skitseres sjælelige Situationer i denne
Stil. Der er f. Eks. en ung Piges Sommerferiedag. „Skoven staar
og mumler. — Hvorfor mumler den? — Elven gaar og nynner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
