Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni - Vald. Vedel: Sang og Digt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
490
Sang og Digt.
kaldte „de profane" og de „væsentligt set religiøse". Og af en
saadan Sjælsretning kan man haabe igen at se „Sang og Digt"
hæve sig op af vort Sprog.
Indtil videre har Foraaret bragt to gode Løfter i
Obstfelders Digte, som jeg her maa vende tilbage til, og i Stuckenbergs
„Den vilde Jæger".
Hos Obstfelder synes man at se en ensom og grublesyg
Natur, der tidlig er kastet ud paa egen Haand og omtumlet paa
Verdens alle Have, som har lidt ved Smudset og den haarde
Behandling i de store Arbejdsmaskinerier og har holdt mangen
Juleaften for sig selv ude i det fremmede med et Lys i en Flaskehals,
en gammel Bibel, hvori han hulkende læste, — og som gaar
undrende og uforstaaende mellem Menneskene og i sin
Ensomhed længes efter noget at knæle for og græde ud i. Der kan
gribe ham (som hans aandsbeslægtede, Jlelge Rode) en besynderlig
Fornemmelse, som om det var en fejl Klode, han er falden ned
paa; han kan ligge og lade Sanser og Sjæl flyde ud i et
buddhistisk Nirvana, og han gaar og lytter efter, om han kan
høre Tilværelsens ensformige Strømmen bag ved det hele. Han
søger Gud. Og hans Sjæl længes efter Inderlighed. Han flakker
ene om i den fremmede Stad, mens Mørket falder paa; og en
ensom Skøge, der sidder paa en Bænk i det forladte Anlæg,
bliver ham nu blot et Medvæsen, han kan søge hen til og gemme
sig bort hos fra sin Ensomhed. Og hun — den ukendte
Kvinde — stryger blødt den fremmedes Haar, medens han sidder
stille og græder „i hendes kolde Handsker". Men Smudset piner
ham. Fattigklædt og sulten driver han om — „jeg, en Gud!" —,
medens hun, der har forraadt ham, og som daglig sælger sit
Legem, ager i gylden Karm. „Stjerner", sukker han, „I Stjerner
— derude, hvor I gaar, — er der dér Fred — Renhed? — I gaar
saa stille. — Det er Gud, som aander. — Stjernerne er hans
Tanker". Og han føler det, som var der om hans Inderste en
Tjørnehæk og bag den en sovende Jomfru. Ingen vanhelgende
Hænder maa klatre over den Hæk. Ingen Lyd tør naa derind.
„En, som sover, som jeg ikke tør vække. — En, som venter,
som jeg ikke tør se. — For hun er ren".
Her er virkelig det frugtbare Muld til Stede, hvori der
gror noget nyt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
