Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Holger Drachmann: Fanø, o Fanø —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fanø, o Fanø —
Oktober 1893.
I Graavejr skal man synge om Solskin, og bliver Verden En
for raffineret, skal man begive sig til Idyllen.
Jeg begav mig altsaa.....stop! lad os gribe Stemmegaflen
og kvæde:
Fanø, o Fanø! ej hvor er du skøn;
hvid er din Strandbred, din Bølge saa grøn;
hvor er de Bakker, og hvor er de Skær,
hvor er det Flyvesand hvid’re end her?
For over fyrretyve Aar siden sang en ung Frøken saaledes
— Forfatterinden til „Slægtningene*. Og det var i Idyllens og
Vaudevillens fagre Tid, hvor en ung Pige opvokser paa den lille
0 i Vesterhavet — formenende sig at være jævne, simple Folks
Barn. Men saa kommer de rige Slægtninge fra England og gør
Fordring paa hende som deres. Hun bliver imidlertid sin
Barndomsø og sin Fæstemand tro — der synges flere smaa rørende
Viser — og Idyllen ender med Bryllup og Velsignelse.
Det laa lige for Haanden den Gang.
Lige meget: Fanøboerne elsker den lille Vise, som næsten er
bleven deres „Fædrelandssang". De ukunstlede Ord rører ved
Strenge og sætter Følelser i Bevægelse, som man i hvert Fald paa
Fanø ikke har andet Udtryk for. Melodien klinger mig i Øret —
saa trohjertet, saa naiv.....jeg mindes en raakold, mørk
Eftermiddag, for mange Aar siden, ved en af disse Englands triste
Kulhavne. Ensformigheden nedsyltet i engelsk Havgus. Vinden
peb klagende langs Bolværket, hvor jeg slentrede min Gang,
længselsfuld efter noget, der kunde bevæge mit bløde unge Hjerte.
Da lød Tonerne fra en Skibsharmonika — om Bord i en tremastet
Skonnert.
Tilskueren. 1894.
35
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
