Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - G. Brandes: En Dobbelthed i Goethes Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Dobbelthed i Goethes Væsen. 523
andre, og bad mig da Borgerne meget flittigt, jeg skulde stikke
Værget ind og holde Fred, de vilde ikke føre mig længer end
op paa Raadhuset o. s. v." Blot denne Raadhushistorie fra Heilbronn,
og den gamle Tid rejser sig forklaret for hans Blik, og han finder
i den tapre, højmodige Mænd og Kvinder, og en Helt, der dør
med Ridderaandens Frihedsglorie om sit Hoved.
Saa letvakt Begejstring til saa megen Kløgt.
Eller tag den næste Modsætning: Følelsens overvældende
Fylde i „Werther", ikke blot Sværmeri og Lidenskab, men
Sværmeriet for Lidenskaben, Troen paa Forelskelsens dybe Betydning,
Forgudelsen af Elskoven, dens Behandling sub specie ceterni, som
var den overfor samme Genstand evig — og saa kort derefter
Clavigo med Carlos’s Rolle, der gør alle Verdensklogskabens
Synspunkter gældende, endog søger at gøre den elskede modbydelig
for Clavigo ved sin djærve Virkelighedsskildring: „Hun havde
Svindsot, da din Roman endnu var i god Gang. Men I Elskere
har ingen Øjne, ingen Næse!"
Mærk ogsaa, at Begyndelsen af „Faust" med alle
Grundlinierne af Mefistofeles’s Væsen er digtet af et ungt Menneske paa
mellem 23 og 25 Aar. Goethe har etsteds sagt, at han som
Dreng og Yngling havde gjort sig en saa rigtig Forestilling om
Livet, at det siden hen undertiden formeligt kedede ham, virkeligt
at opleve det. Dette maa selvfølgelig ikke opfattes bogstaveligt.
Men hvad der bliver tilbage, naar Overdrivelsen i den sproglige
Vending trækkes fra, det er Evnen til at se Tingene illusionsfrit,
med Blikket fjernende det Skær, den Taage, som Ønsker og
Forhaabninger hos nogle, Hanget til at beundre og idealisere hos
andre, den sygelige Tilbøjelighed til Andagt eller Sværmeri hos
atter andre lægger om dem.
I det Tidsrum, der strækker sig fra „Werther" til Goethes
Ophold i Italien, bliver hans Forhold til Naturen stedse mindre
følsomt, endog stedse mindre sjælfuldt, bestandig snævrere
sluttende om Genstanden. Opholdet i Italien gør ham desuden mere
kølig, mere hedensk, fejer for lang Tid al Gotik ud af hans Sind.
Læser man imidlertid de saa mærkværdige Breve fra Schweiz,
der dog stammer fra en Periode, da hans Følelsesliv var højest
spændt, saa opdager man, at der i Grunden fra første Færd af i
hans Sind laa Spiren til en ren, stilfærdig Naturdyrkelse uden
patetiske Opsving, uden Ophidselse som uden Bitterhed over den
Undergang, der er altings Lod.
36*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
