- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 11 (1894) /
524

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - G. Brandes: En Dobbelthed i Goethes Væsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

En Dobbelthed i Goethes Væsen. 30

I et Prosastykke „Naturen" (omtrent fra hans 31te Aar)
hedder det: „Naturen! vi er omgivne af den, omslyngede af den,
uden Evne til at træde ud af den og uden Evne til at trænge
dybere ind i den. Uden at bede eller advare os tager den os op
i Kresløbet af sin Runddans og river os med, til vi trætte falder

ud af dens Arm.....Den sprøjter sine Skabninger frem fra et

Intet og siger dem ikke, hvorfra de kommer og hvorhen de gaar.

De skal kun løbe. Deres Bane kender den.....Man lyder dens

Love ogsaa, naar man stræber dem imod; man virker med den

ogsaa, naar man virker imod den____Dens Krone er Kærlighed.

Kun gennem Kærlighed kommer man den nær. Den har
frembragt Kløfter mellem alle Væsener, og alt vil slynge sig sammen.
Den har isoleret alt for at sammendrage alt. Ved et Par Drag
af Kærlighedens Bæger holder den skadesløs for et Liv fuldt af
Møje .... Den har stillet mig ind i Livet. Den vil ogsaa føre
mig ud. Jeg har Tillid til den. Lad den skalte og valte med
mig. Den vil ikke hade sit Værk. Ikke jeg talte om den. Nej,
det alt sammen, sandt og falsk, har den selv udtalt. Alt er dens
Skyld, alt er dens Fortjeneste."

Det er omtrent, hvad Swinburne saa meget senere sætter paa
Vers i sit Digt „Hertha". Det hedder i Adolf Hansens Oversættelse:

Jeg er Pilen, der rammer,
og den pilramte Grund,
Jeg er Kysset, der flammer,

og den kyssende Mund,
det Søgte og Søgeren, Kødet og Sjælen, alt Liv i hver Stund.

Jeg er Freden, der nærer,

og Sædkornets Guld,
Jeg er Ploven, der skærer,

og det plovskaarne Muld,
Saamanden og Sæden, den Jord, der af Guddomskræfter er fuld.

Der er, som det ses, i denne Grundanskuelse et BoWært
mod Bitterhedens stigende Vande.

Thi den stiger i alle Menneskesjæle. Og jo dybere En er
anlagt, jo sikrere hans Blik er, saa han er i Stand til ædru at uddrag*
Resultater af sine Oplevelser, des mere udsat er han for glædeslft
at havne i Menneskeforagt. Det er vist hos La Rochefoucauld, a
det staar: Den, der er bleven 40 Aar gammel og ikke foragte
Menneskene, han har aldrig elsket dem. — Vi ser da ogsa
Bitterheden stige hos et Flertal af den nyere Tids store Aander.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:41:56 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1894/0530.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free