Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - G. Brandes: En Dobbelthed i Goethes Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
530
En Dobbelthed i Goethes Væsen. 530
fare i Menneskeslægten! Man kunde blive rasende! Jeg vil aldrig
mere give mig af med nogen. Og næppe ser jeg et
Menneske-Ansigt, saa er det mig kært paany." — Til sidst udmunder da
hans Levevisdom i dette simple Ord:
Wonach soli man am Ende trachten?
Die Welt zu kennen und nicht zu verachten.
De store Mennesker, der dør unge, bliver staaende i
Historien som evige Ynglinge i evig Friskhed. De, som naaer en
høj Alderdom, taber i Reglen med Aarene meget af deres
Tiltrækning. De vender sig hyppigt mod adskilligt af det, der i
deres Ungdom begejstrede dem; man ser dem tørres ind,
indsnævres eller, som enkelte af Danmarks mest fremragende Poeter,
blive gamle Virtuoser, der lever omgivne af alle de Kranse med
blegnede Baand, der Livet igennem er blevne tilkastede dem.
Goethe er det store Eksempel paa, hvorledes man i
Medgang som i Modgang kan bevare Sindets Friskhed. Aldrig spilder
han et Minut paa at betænke sin Storhed eller sit Ry. Hans
Levned er ikke Historien om hans Stigen i Anseelse og Betydning,
men Fremstillingen af hans Udviklingsgang. Han vedbliver til
det sidste at øve sine*Evner paa uensartede Omraader, dyrker
sin Aand, som man dyrker en Have.
Der er i forrige Aarhundrede et lignende stort Eksempel
paa energisk bevaret Aandskraft, Voltaire, han, der kaldte vor
Aand en Flamme, som vi maa holde vedlige ved alle Midler.
Men Voltaire var som Aand lige saa tør som stor.
Goethe var gammel allerede som ung; thi han havde i de
Aar, der ellers plejer at være Sværmeriets, en skarp og ædru
Virkelighedssans for alt, hvad der er Natur, ja, selv for den
„Unatur", der jo kun er en Forvildelse af Naturen. Han gik
ikke af Vejen for det låve og uværdige; han havde Evnen til at
gennemskue, kunde fordybe sig i en Meßstofeles’s spottende
Fysiognomi paa samme Tid, som han undfangede en Faust. —
Og han var ung endnu som gammel, fordi han ved Siden af sin
Iagttagergave havde bevaret sin Evne til at henrives og
begejstres, elske og dyrke, uanfægtet af alle Erfaringer, Skuffelser
og Tab. Dobbeltheden i hans Anlæg har givet ham den tidlige
Modenhed og den uudslukkelige Selvfornyelsesevne i Forening.
Gjeorg Brandes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
