Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Sven Lange: En Æstetiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Én Æstetiker.
537
som han før havde beundret, da saa han nu kun dens kolde og
skarpe Form; Aanden deri havde han ikke mere Blik for. Det
uudtaltes og uudtaleliges fine, fortryllende Poesi, den han tidligere
dog en enkelt Gang havde følt aande sig i Møde fra et saadant
Billede, den reagerede hans sløvede og forslidte Sanser ikke længer
mod. Derfor begyndte han at ræsonnere. Hvad var Botticelli
i Virkeligheden for ham? Disse Madonnaer, disse løjerlig
langbenede Venus’er og Judith’er, disse Nymfer i sirligt snoede Attituder
og med sødligt Udtryk, — det var dog, naar alt kom til alt, nogle
højst besynderlige Skabninger. Ja vist var det naivt — men ærlig
talt maatte han trække paa Skuldrene ad denne Dyd. Snart blev
vel Barnets Lallen anset for det mest fuldkomne Sprog. Ja, der
var sikkert meget Skaberi i Nutidsmenneskers Forgudelse af
gammel Kunst. Vi med vor højt udviklede Skønhedssans kunde
i Virkeligheden umuligt føie os helt tilfredsstillede ved de gamles
mangelfulde Teknik og grove, skrigende Kolorit. Det var Skaberi, —
han selv kunde tale med om den Ting. — Saaledes saa han
nu paa Botticelli — og paa lignende Maade betragtede han snart de
fleste af de Menneskeaandens Frembringelser, han mødte paa sin
Vej. Sikrere og sikrere fandt han deres svage Punkter, — fandt
han ingen, digtede han dem uvilkaarligt til, — — og saa lod
han det ramle.
Heller ikke hans højt elskede Natur kunde længer staa for
hans nu saa ubarmhjertigt nøgterne Betragtning. Thi Glæde
over Naturen — hvad vilde det egentlig sige, naar alt kom til
alt? Vi var jo opfødte med, at en Klippe med Sne paa Toppen
mod en blaa Himmel skal være skøn, man skal begejstres over
en dyb, grøn Sø og en frodig, blomsterrig Eng, — og saa
begejstres man, saa finder man det skønt, som man skal. Det hele
blev dog, dybest set, noget tillært. Fantasien traver jævnt og
trygt hen ad de Veje, som bliver den anvist. — Nej, han havde
i Sandhed ikke megen Glæde af Naturen mere, og den sidste
Gnist dræbtes snart af den Irritation, han følte ved hyppigt at
være Vidne til Mængdens banale og kritikløse Henrykkelsesudbrud.
Han skyede nu i Angst al celeber Naturskønhed, — „Stjernerne"
i Baedeker var ham i saa Henseende sikre og paalidelige Ledere.
Nej, han var ganske færdig nu. Vist var det trist, — men
Herregud, man maatte jo være forberedt paa, at det vilde komme
saaledes. Evig kunde man dog ikke bevare sit ungdommelige
Syn paa Livet og Omgivelserne, — og nu var hans forbi. Han
Tilskueren 1894. 37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
