Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Sven Lange: En Æstetiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Én Æstetiker.
543
det var dog altid en Opgave at stille sig, før man for evig blev
stiv og stum; det var de sidste Krampetræk, før Døden kom. —
Men nu maatte han jo se at komme hende lidt paa Livet,
indlade sig i Samtale med hende, ellers lærte han selvfølgelig
intet. Dog hvordan skulde han fange an? Han var saa lidt vant
til at tale med Folk, som han ikke skulde kommandere.
— Saa gik han nogle Aftener og kresede om hende nede
ved Havnen, — man han fandt ingen rigtig Lejlighed til at komme
hende paa nært Hold. Sæt, hun nu svarede ham uforskammet,
naar han tiltalte hende? Det vilde sandt at sige være ham højst
ubehageligt, — fordi de andre Pigebørn var tilstede; de vilde
naturligvis le ham ud, — og Latter var ny engang det, han mest
af alt havde Respekt for, — kanske det eneste i Grunden. —
Endelig, den følgende Søndag Eftermiddag, kom Tilfældet
ham til Hjælp. Han stod nede i Hotellets Port og talte med
Portieren, — da opdagede han pludselig hendes hvide Liv henne
til venstre i Gaden, en Snes Alen fra ham; hun fjernede sig
langsomt hen imod den Vej, der fører op til „La Rochetta", det
nærmeste Bjærg, hvis graa og knudrede Masse overskygger hele
Byen. Viften bevægede hun ganske svagt, og hun syntes
hensunken i blide Drømmerier.
Nu er Øjeblikket der, tænkte han og gik efter. Imidlertid
vilde han ikke tiltale hende, før de var ude af Byen, —
han ønskede ingen Vidner: man vilde naturligvis udlægge hans
Tilnærmelser forkert, og ingen vilde tro paa hans kulturelle
Interesser. Han fulgte derfor efter hende, et Stykke bagved, —
mens han rynkede Brynene og satte sin allermest dybsindige Mine
op, for at Folk skulde tro, at han var hensunken i lærde
Betragtninger.
De gik over Torvet, forbi den grimme, søvnige Helgenstatue
med de mange smaa, kulørte Lamper omkring, ned over
Haveanlæget, hvor Damperne lagde til, — og kom saa endelig ud paa
den Vej, der fører op til en lille Lund, bestaaende af Morbær- og
Figentræer, som ligger et Stykke op ad Bjærgskraaningen. Her
antog han, hun søgte hen, og han gik nu raskere til og naaede
hende snart. Nu gælder det at være indladende, tænkte han, —
men da han kom hen til hende, lettede han skødesløst paa
Hatten og sagde i en temmelig brysk Tone:
„God Aften, Signorina."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
