Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Sven Lange: En Æstetiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Én Æstetiker.
545
Hun sagde ikke meget, men gik længe og saa paa ham med
sit store, rolige Blik, hvori der i Begyndelsen spejlede sig nogen
Forundring: senere blev det mere ligegyldigt, — hvilket hun dog
uvilkaarlig søgte at skjule. Hun begreb ikke Halvdelen af, hvad
han sagde, men tænkte, at det i hvert Fald ingen Skade var til
at være høflig.
De var nu omsider komne op i den lille Morbærlund.
Den ligger paa en stor Klippemasse, der skyder sig frem fra
Bjærgets Side, og hvorfra der er en vid Udsigt mod Syd over
Gardasøen. Saa langt Øjet naar, ser man den dæmpetblaa
Vandflade, paa begge Sider begrænset af låve, graagrønne Bjærge.
De satte sig paa en Bænk og betragtede en Stund Søen
i Tavshed, — mens Cikadernes sitrende Hvin flk Luften til at
dirre omkring dem.
„Synes De, her er smukt?" spurgte han pludselig; Ja, jeg
mener, naar man lever længe sammen med Naturen, mister man
ofte Evnen til at bedømme den."
„Ja her er smukt," sagde Emma og nikkede. „Alt det blaa
Vand, det er smukt," vedblev hun og pegede med Viften ud over
Søen. — „Synes De ikke?" spurgte hun lidt efter.
„Jo vist saa!" — Passiar selvfølgelig, tænkte han, — men
hvorfor bedrøve hendes lokale Forfængelighed?
Der blev en Pause.
„Hvorfor gaar De hver Aften nede ved Havnen?" spurgte
hun pludselig og saa smilende paa ham.
„Naa, det har De lagt Mærke til?"
„Ja. Mine Kammerater synes det er latterligt."
„Saa?" sagde han lidt krænket. — „Naa, men De? Synes
De det ogsaa?" vedblev han noget usikker.
„Nej," sagde hun. „De ser vel paa Vandet; det er ogsaa
smukt."
„Det er saa ja ... Men hvis det nu ikke alene var for Vandets
Skyld, at jeg kom?" vedblev han lidt efter og rømmede sig.
Hun syntes ikke at forstaa, men saa spørgende paa hanu
Han slog det hen. — „Kan De godt lide Deres Kammerater?*
vedblev han for at lede Samtalen hen paa noget andet.
Hun trak næsten umærkeligt paa Skuldrene. „Ja," sagde
hun, „hvorfor skulde jeg ikke kunne lide dem?"
„Ja, jeg mener, jeg synes det er saa sjælden, De taler med
dem. — De gaar saa meget alene."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
