Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Sven Lange: En Æstetiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
548
En Æstetiker.
II.
Fra nu af gik der næsten ikke en Dag, uden at de saas
sammen.
I Reglen mødte han hende udenfor Fabriken Kl. 5, naar
hun kom fra Arbejde sammen med sine Kammerater, — og de
fulgtes da op ad Bjærget til; thi her frembød der sig Udflugter,
der var langt mere lønnende, end han havde anet. Ad smaa
slyngede Veje, som hun kendte ud og ind, fordybede de sig i de
frodige og vidtstrakte Vinmarker, der bedækkede Bjærgets Side.
Over deres Hoveder slyngede sig de grønne Ranker, hvor langt
de end gik; thi Løvet var fæstet som Espalier nogle Alen over
Jorden og vandret med den og dannede en Uendelighed af kølige
Lysthuse med dæmpet Lys, hvor der var godt at dvæle. Eller de
gik over grønne Marker med Korn og Majs og meget andet:
grønt i grønt, saa langt Øjet kunde naa: et Væld af skære, lyse
Farver, en svulmende Frodighed, en Rigdom af ung Lykke i
sundhedsdrukken Styrke, i lysende Glans og Skønhed,–men
hist og her: en høj, dunkel Cypres, tavs og vild, — et truende
Tegn paa Død og Sorg og Synd midt i al den smilende Fylde.
Eller de slog sig til Ro i smaa, venlige Lunde, hvor sølvsitrende
Figentræer lyste i Aftensolen.
Hun var altid forrest, viste Vej og kommanderede, og han
fulgte lydig efter, — hvilket ofte kunde koste ham Umage nok
for Resten, da hans stive Krop, som var vant til at bevæge sig
fremad med Værdighed og Kritik selvfølgelig ikke kunde hamle op
med hendes unge Legemes Hast. Han snublede tit og kom ikke
sjælden i yderst komiske Situationer, som hun ubarmhjertigt
saluterede med en lille, kort Latter og nogle Bemærkninger, der
ingenlunde altid var ærbødige. Men han tog det ikke ilde op, —
han syntes tværtimod, at slige Smaahændelser bragte dem
nærmere sammen.
Og der var virkelig efterhaanden opstaaet et Slags
Fortrolighedsforhold mellem dem. Han talte naturligvis mest, — og
naar han ikke var optagen af at hale et af sine lange Ben op af
en Klipperevne, eller frigøre sig for nogle næsvise Blomsterranker,
var han som oftest meget veltalende. Han havde jo set en hel
Del af Verden, og da han mærkede, at det morede hende at høre
om fremmede Lande og Folk, beskrev han dem [vidtløftigt for
hende og ret begejstret: han glemte ganske den Foragt, han kort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
