- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 11 (1894) /
561

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Sven Lange: En Æstetiker

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Én Æstetiker.

561

Scenen forestillede aabenbart et Retslokale, for i Baggrunden
stod et stort, grønt Bord, og om det var en Del Mænd i sorte
Kapper og Parykker placerede; det maatte vel være Dommere og
Advokater. Henne til højre stod der en Bænk med nogle lurvet
klædte Personer paa .... Landstrygere saa de ud til at være,
Arbejdsmænd, Tjenestepiger, Skøger; de skulde vel sagtens agere
anklagede og blev nu forhørte. — Vorm saa sløvt derpaa, —
men kunde lidt efter lidt ikke undgaa at føie sig paavirket af det
stærke Pust af Virkelighed, der fra Scenen slog op imod ham.
Ja, dette kunde de tydeligt nok spille; — og det varede ikke
længe, før han ogsaa blev opmærksom paa, hvor langt livligere
Tilskuerne var her, end de under det forrige Stykke havde været.
Og det var jo saa naturligt: Dette var Figurer og Scener, grebne
lige ud af deres eget daglige Liv; hver Dag mødte de Personerne
rundt om paa Gader og Landeveje, — og derfor besvarede
de hver af de drastiske og kaade Repliker med Haandklap og
rungende Lattersalver.

Jo, de morede sig nok godt, lod det til. — Men en rent
ubeskrivelig Glæde vakte det, da de opdagede, at de selv, hele
Publikum, egentlig spillede med i Stykket, idet de skulde agere
Tilhørere ved Retsforhandlingerne, som foregik oppe paa Scenen;
da blev der et Røre og en Jubel, som ingen Ende vilde tage.
Nede fra den bageste Del af Salen, hvor Mændene stod klumpede
sammen, slyngedes der uafbrudt djærve Ord og saftige Vittigheder
op til Scenen: de haanede Dommernes vise Bemærkninger, de
støttede deres Kammerater, Landstrygerne og Arbejderne deroppe,
ved vældige Bravoraab, — de lo og bandede og fægtede med
Armene. Og de smaa Damer foran skreg af Glæde og
klappede i Hænderne og lo, som var de besatte; men Jubelen
kulminerede dog, da nogle af de anklagede efter endt Forhør blev viste
op paa Tilhørerpladsen, og derfra fortsatte deres Opposition mod
Forhandlingerne. Da maatte Dommeren, ringende ined sin Klokke
og med et strengt Blik ud over Salen, i Lovens Navn paabyde
Ro, — hvilket naturligvis kun forøgede Spektaklet.

Vorm kunde ikke lade være at føie Interesse for disse
Optrin, og begyndte som i gamle Dage at anstille Betragtninger;
men saa kom han til at tænke paa Emma, og det kvalte ganske
hans Filosoferen i Fødslen.

Han saa hen paa hende: hvor hun dog morede sig! En
Gang imellem lagde hun sig bagover i Stolen, — ganske givet sin

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:41:56 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1894/0567.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free