Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Sven Lange: En Æstetiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
562
fin Æstetiker.
Glæde i Vold! Hovedet var kastet tilbage, — og hun lo, lo af
sit fulde Hjerte! — Han syntes, det var underligt: han havde |
aldrig set hende le før egentlig; og han syntes ogsaa, det var
underligt, fordi Afgørelsen nu stod paa. Det var dog et
alvorligt Øjeblik. Han selv følte ikke Spor af Trang til at le; — hvor
kunde hun saa?
Eller skulde maaske Afgørelsen opsættes? Han vilde intet
hellere nu, da han ikke var sikker paa hendes Stemning overfor
sig. Fik han blot nogle Dage, saa skulde han vinde hende igen, —
han skulde vinde hende, om han saa skulde rasere den ganske
Juvelerbutik! ... Og senere var han da ogsaa fri for den
afskyelige Dværg. — Ja, det vilde han: han vilde forholde sig ganske
rolig i næste Mellemakt, saa glemte hun maaske at give ham
Svar.–
Saa sad han en Stund og undrede sig stille over, hvordan
en saadan Skønhed og en saadan Hæslighed kunde sidde sammen,
uden der skete noget forfærdeligt: et Jordskælv, et Lynnedslag,
en Tilintetgørelse,–men der skete intet, — og saa gik
Tæppet ned.
Vorm, der stadig holdt Øje med Emma i Skjul bag de
andres Ryg, saa nu, hvorledes hun snakkede ivrigt med Gnomen,
og lyttede efter, hvad han sagde, alvorligt, — mens hendes Øjne
uvilkaarlig rettedes hen imod det Sted, hvor han var skjult; de
maatte tale om ham. Pludselig rejste hun sig op, spejdede efter
ham, og da hun havde opdaget, hvor han sad, vinkede hun ad
ham med sin Vifte. Han kunde ikke skjule sig, han maatte
lystre nu.
Han rejste sig og gik derhen, mens han hviskede til sig
selv: Nu blot ikke hidsig, blot ikke hidsig! ... Rolig, rolig,
fremfor alt rolig nu.
Han tog Plads paa en tom Stol bagved hende, med Ryggen
til Dværgen, og ventede.
„Jeg kan ikke rejse med Dem,11 sagde hun, uden at se
paa ham.
Der kom det. Det sortnede for lians Øjne, og Larmen
omkring ham hørte han som et svagt Sus. Med lukkede Øjne sad
han en Tid, — halvt bevidstløs. Men saa følte han Dværgens
stikkende Blik paa sig, — og han saa atter op. Emma sad og
undersøgte Salen nedenfor med en ligegyldig Mine.
„Hvorfor?* hviskede han.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
