Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Harald Høffding: Immanuel Kant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
646
Immanuel Kant.
til alle Sider. Ved det ivrige Kant-Studium i den sidste
Menneskealder og ved den Rolle, han i vore Dage er kommen til at spille,
bekræftes en Profeti, hvormed han trøstede sig over den
ufuldkomne Forstaaelse, han mødte i sin egen Tid. „Alle menneskelige
Bestræbelser", siger han i et Brev (til Garve, d. 7. August 1783),
„drejer sig i en Kres og kommer igen tilbage til et Punkt, hvor
de en Gang før har været; saa kan Emner, der nu ligger i
Støvet, maaske blive forarbejdede til en herlig Bygning." Det var
ikke Kants Mening med disse Ord, at Tingene i den Forstand
drejer sig i en Kres, at der slet ingen Fremgang er.
Menneskeheden vender aldrig ganske tilbage til det samme. Men for at et
stort aandeligt Værk skal blive ret forstaaet, maa to Betingelser
opfyldes: man maa have det i en vis Afstand, men man maa
tillige føie sig beslægtet med den Aand, der har frembragt det.
Disse Betingelser er nu til Stede. Afstanden er tilstrækkelig stor,
og der er tillige et vist Slægtskab mellem det 19. og det 18.
Aarhundredes Slutning i aandelig Henseende. Dette sidste vil blive
klart, naar vi i Korthed undersøger Kants Forhold til de
Tankeretninger, han stod overfor.
Efter Kants Opfattelse begynder Tænkningen over
Tilværelsen „dogmatisk", d. v. s. med uvilkaarlig, ofte naiv Tillid til
sin Kraft og til sine Forudsætningers Gyldighed. Den mener
derfor at kunne løse alle Opgaver, trænge ind til Tilværelsens
inderste Væsen. Det er de store Systemers Tid. Der kommer
senere en Tid, da det viser sig, at disse Tankebygninger ikke naar
til Himlen, og at Bygmestrene indbyrdes ikke er enige om Planen,
Tvivlens, Skepticismens Tid. Man spotter over de forgæves
Forsøg, over de indbyrdes Modsigelser, og trøster sig snart
resigneret, snart blaseret over det tilsyneladende helt negative Resultat
Det er en naturlig Reaktion mod den blinde Dogmatisme.
Mod begge Retninger vender Kant sig. Han mener, at der
er en Opgave, de begge oveiser: Undersøgelsen af selve vor
Aands, vor Erkendelses Natur for at opdage, hvilke Former og
Kræfter vi raader over til at forstaa Tilværelsen, og hvor vidt
disse Former og Kræfter formaar at føre os. Han fandt selv
Grundformen lor vor Erkendelsesvirksomhed i den Enhed, al
Erkendelse søger at bringe til Veje. Paa alle sine Trin er
Erkendelsen en Samlen, en Forbindelse af det spredte. Det simpleste
Sansebillede er en Sammenarbejdelse af mange forskellige Indtryk,
og det sainrne Enhedspræg findes i det største System, til hvilket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
