Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Harald Høffding: Immanuel Kant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
652
Immanuel Kant.
mellem Tænkerens forskellige Stadier1) — Resultatet af det lange
Tankearbejde blev skrevet ned meget ilsomt, uden tilbørlig
Opmærksomhed for Fremstillingens Klarhed. Derfor — og maaske
ogsaa, fordi Kant har sammenarbejdet flere forskellige indbyrdes
varierende Udkast er .Kritik der reinen Vernunft* en vanskelig
Bog at forstaa. —
Idet Kant havde naaet den Overbevisning, at Videnskaben
kun viser os Tingene saaledes, som de paa Grund af vor Natur
maa tage sig ud for os, vandt han tillige et Grundlag for en
Skelnen mellem Viden og Tro. Trangen til at have en bestemt
Overbevisning om, hvad der udgør Tilværelsens inderste Kerne,
kan efter Kant, naar den ikke skal føre til lunefulde Fantasier og
subjektive Drømme, kun retfærdiggøres ved Bestræbelsen for at
holde vor Forestilling om en ubetinget moralsk Lov oppe midt i
Endelighedens og Betingelsernes Vorden. Troen er en moralsk
Fornødenhed, og dens Genstand er en hellig Magt, der kan føre
den stedse kæmpende moralske Vilje ud over alle Skranker.
Troen har altsaa et Udspring i Følelse og Vilje, ikke i Erkendelse.
Det er en væsentlig Side af Kants Betydning, at han er traadt
op imod Overvurderingen af den intellektuelle Udvikling. Han er
her, som han selv udtaler, stærkt paavirket a£ Jean Jacques
Rousseau, og i hans Fodspor gik senere Schleiermacher og Søren
Kierkegaard, det 19. Aarhundredes største religiøse Tænkere.
Kants Ideer og Resultater stod i et interessant Forhold til
hans Tidsalder. Datiden kaldte gerne sig selv Oplysningens Tid.
Man havde fra de to foregaaende Aarhundreders Videnskab og
Tænkning samlet sig en Række Antagelser, som man ansaa for
afgjorte Fornuftsandheder, og som man trygt stolede paa, idet man
med Foragt eller dog uden Forstaaelse saa tilbage paa de mindre
„oplyste" Tider. Kant traadte nu i en vis Modsætning til sin
Tid ved at kritisere selve „Fornuften", studere dens Form og dens
Virkemaade og paavise dens Grænser, men frem for alt derved,
at han slog fast, at Oplysning ikke var noget, man en Gang for
alle kan naa. I en lille Afhandling (Was ist Aufklärung?) viste
han paa en aandfuld Maade, at lige saa vist som Mennesket gaar
og maa gaa frem i Oplysning — det vil sige: i selvstændig Brug
af Fornuften — lige saa vist kan der her kun være Tale om en
*) Smlgn. min Afhandling „Om Kontinuiteten i Kants filosofiske
Udviklingsgang(Det kgl. danske Videnskabernes Selskabs Skrifter 6. Bække). 1893,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
