Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Harald Høffding: Immanuel Kant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Immanuel Kant.
655
gions-filosofisk Skrift (Religion innerhalb der Grenzen der reinen
Vernunft), i hvilket han fra sit Standpunkt søgte at vise
Kristendommens Betydning som historisk Form for etiske Idealer, medens
han tog bestemt Afstand fra den ortodokse Opfattelse. Kant
havde været saa forsigtig at lade Skriftet censorere af det
teologiske Fakultet i Kønigsberg, der havde tilladt Trykningen1). Men
dette hindrede ikke, at der til Kant blev rettet en af Wøllner
udvirket kongelig Skrivelse, i hvilken der udtaltes det allerhøjeste
Mishag med hans Undersøgelser om Religionen og truedes med
videre Ubehageligheder, hvis han fortsatte i samme Retning.
Det var en uværdig Behandling, den gamle Tænker (han
var nu i sit 70. Aar) her maatte lide. Han havde altid talt med
Ærbødighed om Kristendommen og dens Stifter og kun benyttet
Forskningens Ret til at prøve Kristendommens Forhold til den
menneskelige Natur og Fornuft. Man ser af Kants Papirer, at
han samvittighedsfuldt har overvejet, hvad han nu skulde gøre.
Paa en Seddel har han skrevet: „Genkaldelse vilde være
nederdrægtig, men Tavshed i et Tilfælde som dette er undersaatlig
Pligt.* I sin Svarskrivelse søgte han frimodigt at ^vise, at han
ikke havde gjort sig skyldig i nogen Forseelse, men erklærede
tillige, at han „som Hans Majestæts tro Undersaat* vilde undlade
al Forfattervirksomhed i religionsfilosofisk Retning. Der laa i de
Udtryk, han her havde brugt, et Forbehold, han senere benyttede
sig af: Løftet, mente han, gjaldt kun i denne Konges Tid — saa
længe han var denne Majestæts Undersaat! Faa Aar efter døde
l) Bogen har en Forhistorie, der ikke er uden Interesse og først ganske
nylig (i Dilthey’s Afhandling: Der Streit Kant’s mit der Censur über
das Recht freier Religionsforschung. Archiv fur die Geschichte der
Philosophie. III. p. 418 ff) er bleven fuldt belyst. — Bogen bestod af
flere Afhandlinger, der først begyndte at udkomme særskilt i et
Tidsskrift. Da den anden Afhandling skulde trykkes, nedlagde
Censurkol-legiel Forbud. Tidsskriftets Redaktør klagede til Kongen.
Minister-raadet behandlede Sagen og var stemt for at tillade Trykningen. Men
da fik Ministrene en kongelig Skrivelse med en alvorlig Irettesættelse,
fordi de „talte de saakaldte Oplysningsfolks Sagu, og der udtaltes fra
Kongens Side den Forventning, at Ministrene ved at vaage over
Litteraturen vilde beskytte den positive Religion og derved igen Statsordenen.
(En karakteristisk Aarsagsrække!) — Kants Afhandling kunde saaledes
ikke blive trykt i Tidsskriftet, og lian udgav den da i Bogform sammen
med flere andre Afhandlinger. Men derved unddrog han den ikke fra det
kongelige Mishag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
