Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Viggo Stuckenberg: En Vagabond
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Vagabond.
665
og dyssende, ustandseligt levende, frit og grønt og solbeskinnet,
og højt oppe i den blaa Luft fyldte Lærker Sommermorgenen med
tindrende Sang. I Aksenes Avner hang den blanke Dug, og de
sent udsprungne Popler stod langs Vejen med deres fugtigt luende
Løv skælvende mod det morgenluftige Himmelblaa.
Midt ude paa Vejen rejste et Vindstød Støvet i en hvid,
lavt dragende Hvirvel og løste Hvirvlen og strøg Støvet i tyndt
taagende Røg ind over Grøften og Marken paa den anden Side,
hvor Høet stod i graa, straastrittende Stakke. Øverst i en Ståk
sad en sort Raage og skinnede med blanke Fjer i Solen. Den
lettede for Støvet og strøg til Vejrs, op i Toppen paa en Poppel
ved Vejen, hvor den blev siddende rolig og blank og skinnende.
Saa kom en Vogn svingende ud fra en Gaard langt oppe.
Dens Hjul raslede, og bag den drev Støvet ind over Markerne.
En gammel brun Hest trak den i tungt, stift Trav. Han laa paa
Grøftekanten og fulgte Vognen med Øjnene. Den kom ned forbi
ham. Han saa paa Hesten, hvis Ryg og Hals gik i et, og hvis
Hoved ludede mod den hvide Vej, træt og fremstrakt som i evig
sovende Slæben. Hvor de drejende Hjul var store, syntes han.
Han saa efter Hest og Vogn og lo i Glæde over at kunne ligge
der under de gyngende Aks og lade Vognen køre forbi, Vognen
og hele den farende Verden. Han lo af den Vogn, fordi den
kørte, og saa op paa Aksene, der blev, som han, hvor de var,
ude under den frie, friske Himmel.
Der kom flere Vogne, og alle kørte de ad Byen til, med
Mælk i blanke Blikjunger, med Sække eller med låve Tremmebure
stablede oven paa hinanden og med kaglende Høns i Burene.
Han saa paa dem som i en Døs og laa og flettede Græsset om
sine Fingre.
Omsider rejste han sig og drev videre. Langs Vejen var
Stenslagerne komne og sad krogryggede i deres Halmskærmes
Skygge og lagde Sten under Hammeren og huggede dem til
Skærver og tog ny. Solen brændte paa det hvide Støv, men ud
fra Gaardenes Haver strømmede Morgenkøligheden duftende af
Muld og fugtigt Løv og fyldt med Fuglesang.
Han blev ved at gaa.
Langt ude foran ham ragede en Landsbykirkes røde
Mur-taarn op over en tæt Klynge Grønt, og bag Kirken blaanede et
bakket Skovbryn til begge Sider ude over Agrene Inde paa
Kartoffeljorderne laa Kvinder i lange Sækkeforklæder og lugede i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
