Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Niels Møller: Robert Browning: Ringen og Bogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
685 Robert Browning: Ringen og Bogen.
Parterne. Der gaar en Tone af Spot gennem hans Tale, han er
nu og da spøgefuld, og han dvæler med en vis Appetit ved
Pompilias Moder og hendes Haandværk. Men trods hans Pukken
paa Upartiskhed, har han en Tendens til at værge om Guido:
han er dog en Standsfelle, og de andre er kun Borgerpak!
Taleren har ganske vist travlt med at anføre begge Parters
Argumenter: paa den ene Side siges hint, paa den anden dette; men
han søger stadig Undskyldninger for Guido, og hvor han ingen
kan finde, skyder han Sagen ind under Tilhørernes Dom og
fælder ingen selv. Højest finder han, at der er Fejl paa begge
Sider; der staar ikke sort mod hvidt, men graat mod graat.
I disse tre Taler har man Eksempler paa de Raab, Verden
løfter, naar en Kendsgerning falder ned som en Sten gennem
Tingenes glatte og blanke Flade, og Mængden stimler sammen
ved Bredden og gætter sig til Stenens Form og Vésen af
Bølge-ringene, der risler mod Land. De talende gætter for saa vidt
ærligt nok; men de gemmer i sig en Spire til Fejl, der leder deres
Arni vild, naar de stikker den ned og søger Sandhedens skuffende
Prik paa Bunden. Den ene er forud indtaget ved sin Frygt for
at blive bedraget af sin Hustru, den anden af Medynk med
Pom-pilia, den tredje af Standsfølelsen.
Men alt dette er kun Røgen, der kommer først; nu løfter
Flammetungerne sig klarere, hver med sin særegne Farve,
eftersom de næres af ren eller giftig Føde.
Grev Guido Franceschini faar Ordet. Han er nylig bleven
pint og har tilstaaet og skal nu give Dommerne en udførlig
Beretning om Grundene til Forbrydelsen. Han sidder paa bløde
Puder, men flytter sig urolig af Smerte, hans Læbe dirrer, og
Kindens Farve skifter til alle Arter hvidt. Men han er aarvaagen,
og hans Tunge lystrer hans Vilje. Snart taler han stilfærdig,
med en krænket Mands milde Resignation, saa løfter Ordene sig
i Lidenskab over den Uret, han maa cløje, eller de skærer hvast
igennem med bitter Spot. Og lian vender aldrig Øjnene bort fra
dem, der sidder der for at frelse eller fælde ham.
Han er ydmyg overfor Retten, takker for, at han faar Vin
til Læskedrik, ikke Eddike og Galde, som man i gamle Dage gav
dem, der var blevne pinte. Han maa endogsaa takke for selve
Torturen: den legemlige Smerte har været ham en Lindring,
efter at hans Sjæl og hans Selvagtelse saa længe har maattet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
