Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Niels Møller: Robert Browning: Ringen og Bogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
688
Robert Browning: Ringen og Bogen.
Der sad han og ventede, at Loven ogsaa vilde erklære
hans Ægteskab for opløst. Verden spottede liam. Og hvert Bud
fra Rom dryppede Gift i hans Hjerte: nu havde hun faaet Lov
at tage hjem til Forældrene, og saa var Broder Paolo, hans eneste
Ven, rejst bort haabløs og fortvivlet. Han bar det altsammen
mandigt og taalmodigt. Lad mig se den værste Sandhed i Øjet.
blive færdig med det hele og være fri; jeg er slagen i Kampen med
Pietro og Violante. Det er saa Guds Vilje. Jeg bøjer mit saarede
Hoved. En Trøst er der dog: jeg er den sidste af mit Hus; al
vor Skam og Sorg dør med mig.
Saa kom Budskabet om Barnets Fødsel, og han rejste sig
som Ild og brølte som en Flamme. Skulde det nu først begynde
istedet for at ende? Et Barn med hans Navn skulde atter udfolde
Slægtens tilsølede Banner. Var det en Franceschini — hans
førstefødte, som han vilde have givet sit Liv for blot at kunne se
i Drømme, — og skulde Sønnens Pande brændes af al denne Skam?
Saa maatte det heller være en Caponsacchi, som Folk sagde og
Guido selv troede. Det var altsaa Grunden til hendes Flugt
Men skulde han ligge og raadne rolig og resigneret? Nej, han
anraabte Gud, der lærte ham, at han endnu var levende, en
Mand, med Hjerne, Hjerte og Tunge og højre Haand.
Han løb eller ravede til Rom, drevet af Sjælens dybe
religiøse Attraa efter at slukke Helvedes Gnist og træde Satan og
al hans Ondskab under Fødder. Han ventede i Rom i ni Dage
og bad, at han ikke maatte blive ledt i Fristelse; Englenes
Julesang om Fred paa Jorden lød i hans Hjerte, men den døvedes
af en højere Røst: O Herre! hvor længe, hvor længe skal du
være uhævnet! Og til sidst kunde han ikke modstaa.
Ved Villaen gjorde han endnu en sidste Prøve. Han
nævnede Caponsacchis Navn. Var Pompilia uskyldig, maatte Døren
være lukket for dette Navn. Havde det endda været hende, der
aabnede den — hun havde dog engang været hans Lam og
hvilet i hans Barm — eller den gamle Nar Pietro; men det var
Violante, Heksen, der havde bragt Helved som Medgift i sin
Mands Hus, den falske Moder, Koblersken, Kilden til al den Rd,
der kogte op fra hans Hjerte til hans Hoved. Synet gjorde ham
vild, han stampede blindt paa dem alle, Regnormene og
Hugormen.
De greb ham samme Nat, mens han sov sødt. Hvorfor ikke?
Han var sig selv paany; hans Sjæl var lettet for den kvælende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
