Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Niels Møller: Robert Browning: Ringen og Bogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
690
Robert Browning: Ringen og Bogen.
fra Guido; han gættede, at Ægtemanden var skinsyg og vilde
lokke ham i Baghold for at overfalde ham. Han svarede
afvisende, men med Ord beregnede paa at haane og ægge Guido.
Men til sidst blev han led ved den evige Plage og besluttede at
møde ved det ønskede Stævnemøde for at tugte Guido. Der
traf han i Stedet Pompilia og hørte hendes Historie. Hendes
Sorg og Hjælpeløshed, hendes Uskyld og Skønhed greb ham saa
stærkt, at han lovede at bringe hende til Rom.
Hendes Tale havde løftet ham op til højere Syn; mens
han om Natten gik paa Gaden, fødtes der et nyt Menneske i ham
med dybere og helligere Pligter. Men derved blev hans Pligt
som Præst ham ogsaa klarere; og den forbød ham at svigte
Kirken for at hjælpe hende. Efter tunge, aandelige Kampe kom
han til den Overbevisning, at han burde blive ved sin Kirke og
gøre sin Pligt og kun yde hende gejstlig Hjælp, med Forbøn
og Trøst.
Samme Aften søgte han ned til hendes Vindue for at
meddele hende sin Beslutning; men hendes bedrøvede Klage over, at
han endnu ikke havde frelst hende, og hendes tillidsfulde
Forvisning om, at han ikke vilde svigte hende, drev .hans Standhaftighed
bort som Fnug for Vinden. Han i raf Aftale med hende, og næste
Nat flygtede de.
Caponsacchi fremdrager en Række Enkeltheder fra Flugten
som Vidnesbyrd om, hvor dug-ren og ophøjet Pompilias Sjæl
var. Han beretter om Mødet i Castelnuovo og udøser sin Vredes
Skaaler over Guidos Lumpenhed, optrævler hans Løgne under
Processen og anklager Rettens halve Dorn. Harmen, der har
sprudet Gnister under hans rappe Beretning, slaar atter ud i
høje Flammer. Til sidst synes de dæmpede; han taler hastigt og
træt og resigneret: alt dette vil snart være blot et Minde, han
kan drømme om med Behag og derefter gaa over til Dagliglivets
Dont, tilfreds. —
Men den kunstige Ro sønderrives: han synker sammen
med et lidenskabelig fortvivlet Udraab.
Fra Caponsacchis Tales stormende Hav føres man til stille
rislende Vande. Det er den døende Pompilias Bekendelse, der
følger. Hendes Sind er fredsælt; hendes Ord falder roligt og
langsomt; hvad hun fortæller, angaar næppe mere hende selv;
hun kender sig alt paa Gled ad Dødens Strømme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
