Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Niels Møller: Robert Browning: Ringen og Bogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
691 Robert Browning: Ringen og Bogen.
Naar hun ser tilbage paa sit Ægteskab, staar det for hende
som en ond Drøm, hun helst vilde glemme. Hun søger i Tanken
hen til Barndommens lyse Minder eller til de stille Dage, efter at
hun var frelst. Alt, der ligger imellem, er fyldt af vrede Aasyn,
uforstaaelige Gerninger og kvælende Angest. Hun har
Undskyldninger for Guido og bebrejder sig selv, at hun ikke vidste, hvordan
hun skulde vinde ham. Men den svundne Rædsel kaldes atter
frem, de Pinsler, han lod hende lide, Fortvivlelsen, da han vilde
gøre sin Ægtemandsret gældende: da var det, hun søgte til
Ærkebispen om Befrielse, men han viste hende hjem med en grov
Spøg. Og Guidos Løgne og Trusler for at drive hende mod
Gaponsacchi. Hun sank til sidst hen i en dump Halvdød, ønskede
blot, at Dagene vilde gaa og Livet ende. Da vaagnede
Moder-følelsen i hende som et Vaarbrud; hun følte en Trækfugls Drift
efter at frelse sig og sit Barn, og Caponsacchi kom. De Dage,
Flugten varede, blev Lyspunktet i hendes Liv; Præstens milde og
hellige Ord sank i hendes Sjæl som Frø, og hvert af dem er
vokset op til et duftende Balsamtræ. Men det er dog
Moder-følelsen, der lever stærkest i hende; den bryder stadig ud af
hendes Tale som smaa hvide Blomster. Hun er glad over, at
Barnet ikke var tilstede véd Mordet: han var for ung til at kunne
frelse sig ved et Smil. Det er ogsaa hendes Undskyldning for Guido:
jeg kunde ikke elske ham, men det gjorde hans Moder. Hendes
sidste Ord er en øm Afskedshilsen til Caponsacchi, hendes
Kriger-Helgen: Bær’ de døde ikke Blomster, naar de klædes for Gud?
Sig ham, at jeg er blomsterklædt fra Hoved til Fod for hans Skyld.
Denne Symfoni af sarte Toner staar i en velberegnet
Modsætning til den følgende Tale. Guidos Defensor Dominus
Hya-cinthus de Archangelis er i Færd med at udarbejde sit første
Indlæg. Han er en lystig, lærd, midaldrende Mand med Kind og
Kæver i Folder af Fedt og Jura. Sin Klient skænker han ikke
mange Tanker. Han har lidt Foragt for ham over, at han ikke
modstod Torturen bedre: det var ikke som i gamle Dage, da
hver Adelsmand havde sin private Pinebænk og morede sine
Gæster med at tage sig en Tur derpaa og smile under Smerter,
som kunde have faaet en Okse til at brøle. — Eller han trækker
lidt gysende paa Skuldren: Guido maa være helt Hønsekød i sit
Hul trods Fængselshalmen, og der vanker ingen lækker Middag.
Don Giacinto er helt oplaget af den Middag, han har i Vente;
det er Festdag i hans Hus, for hans Søn og Øjesten holder sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
