Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Niels Møller: Robert Browning: Ringen og Bogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
694
Robert Browning: Ringen og Bogen.
kræver i. Kulturens Navn, at han skal frigive Guido.
Husbondretten er Samfundets Grundvold. Den tør ikke omstyrtes. Hui
maa tale.
Det skal han. Og han skriver hastig og haardt Guidos
Dødsdom. — Monologen ender med disse Linjer, som man kar
kaldt Flodmærket for moderne Blankvers:
For the main criminal I have no hope
except in such a suddenness of fate.
I stood at Naples once, a night 90 dark
I could have scaroc conjectured there w as earth
anywhere, sky or sea or world at all:
But the night’s black was burst through by a blaze —
thunder struck blow on blow, earth groaned and bore,
through her whole length of mountain visible:
There lay the city thick and plain with spires,
and, like a ghost disshrouded, white the sea.
So may the truth be flashed out by one blow,
and Guido see, one instant, and be saved.
Else I avert my face. nor follow him
into that sad obscure sequestered state
where God unmakes but to remake the soul
He else made first in vain; which must not be.
Enough, for I may die tbis very night
and how should I dare die, this man let live?
Garry this fortfawith to the Goveraor!
Til sidst faar den dødsdømte Morder endnu en Gang Ordet.
To af hans Landsmænd, Kardinal Acciaiuoli og Abbate Panciaticbi,
er sendt til ham for at berede ham til Døden. De sidder i den
stinkende Fængselscelle, hvor Draaberne løber ned ad Væggen
som hæslige Orme fødte af Sved og Taarer. Kardinalen hyller
sig i sin røde Kappe og famler med Foden i Skarnet under det
tykke Straalag, den anden er ivrig med Rosenkrans og Kors for
at jage Djævelen bort. Thi Djævelen er vaagen. Det er ikke
Grev Franceschini, der taler, men Guido selv, som han er, der
giver sit Hjerte Luft. Han fraader og fnyser, af Harme over at
Paven ikke vil vise ham Naade, af Gru over, at han skal dø.
Livskraften i ham er stærk og hungrig, og Mindet om den røde
Mannaia, Guillotinen, forfølger ham og faar hans Haar til at
rejse sig. Men nu, da han er sat til Vægs, vil han vise sig, som
han er. Hans Gæster venter sagtens, at han vil lyve og dø paa
den opbyggelige Maade. Saa kunde man se, at Paven havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
