Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - U. Birkedal: Folkekirken og dens Fremtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
716
Folkekirken og dens Fremtid.
forpinte, brede Folkeslags Tillid til den bellige Fader som den,
der fremdeles, ligesom i den tidligere Middelalder, tager de
undertryktes Parti mod Magthaverne.
I den protestantiske Kristenhed er det helt anderledes. Dér
er næppe nogen Skygge tilbage af Kirken som den, gennem hvis
Mund Guds hellige og retfærdige Vilje, der kræver lige Lydighed
af Fyrsten og Tiggeren, kommer til Orde, og som den, der stiller
sig som en Dæmning mod Overklassernes Magtsyge og Egennytte.
Hvad Følger dette har og fremdeles vil faa, skal senere paa vises.
I den nuværende Sammenhæng nævnes kun Faktum.
Et Faktum, som her i Danmark er saa iøjnespringende, at
det nødvendigvis paanøder sig enhver, der ikke netop beherskes af
det tilvantes sløvende Magt eller af den ikke mindre sløvende
Magt, der ligger i egen Fordel, — noget, som ikke alene gælder
Præstestanden.
Som bekendt nødsagedes Reformatorerne til at tillægge
Landsherrerne Summepiskopatet, Myndigheden som „øverste
Biskop". Det var en Nødforanstaltning, beregnet paa kun at være
foreløbig. Kongen maatte som „Kirkens ypperste Medlem" drage
Omsorg for Kirkeordningen med Ritual, Alterbog o. s. v. Medens
alle andre protestantiske Landskirker har Repræsentationer, der
er udgaaede af en mer eller mindre begrænset Stemmeret hos
Menighederne, er Stillingen i den danske Folkekirke (og den norske
Statskirke paa Grund af den politiske Forbindelse med Danmark)
endnu fremdeles den, at Kongen igennem sin Kirkeminister styrer
alle Kirkens Sager. Menighedernes Kaldsret faldt efterhaanden
bort under Adelsvælden og Enevælden, og den danske Kirke har
endnu den Dag i Dag ingen Mund at tale med.
Grundlovens Løfteparagraf: „Folkekirkens Forfatning ordnes
ved Lov" har, som Biskop Martensen træffende bemærker i sine
Erindringer, „mere og mere antaget Præget af det visne*. Det
blev til intet med den repræsenterende Forsamling, som vor første
Kultusminister Monrad paatænkte, og „for hvilken Forslagene til
den fundamentale Ordning af Kirkens Anliggender kunde
forelægges". Martensen forfægtede „det Konsistoriale", et
Overkirke-raad, bestaaende af Gejstlige og kyndige Lægmænd, altsaa
Virkeliggørelsen af Melanchtons „fromme og lærde Mænd, der besidder
Skønsomhed og Dømmekraft". Efterhaanden vilde da, mente
Martensen, Synodalforfatningen udvikle sig af sig selv. H. N. Clausen
vilde, at Rigsdagen straks skulde give en Synodalforfatning, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
