Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - U. Birkedal: Folkekirken og dens Fremtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
719 Folkekirken og dens Fremtid.
enkelt Mand, der ganske mangler de Forudsætninger og meget
ofte den Dannelse, som dertil udfordres". En Kultusminister
vælges jo af rent potitiske Hensyn, idet nemlig en Konseilspræsident
anser ham for at passe ind i Ministeriets almindelige Politik, ja
maaske endogsaa (man høre det og skælve) vil bruge ham til at
gøre Kompromisser med Rigsdagen. Det er derfor, at
Biskopperne in corpore bør staa ved hans Side, snart støttende, snart
opponerende. — Biskop Martensen, der jo ganske vist ogsaa døde
før den sidste Fases Udfoldelse i Regeringens Politik, har ikke
betænkt, at en Konseilspræsident gennem sin Kultusminister vel vil
sørge for at faa Mænd paa Bispestolene, der i hans Øjne har de
fornødne Forudsætninger og den tilstrækkelige Dannelse og kan
optræde som aktive Politikere, Medlemmer af selve Rigsdagen,
hvor de befindes at være ét Hjerte og én Sjæl med Regeringen.
Og uden Fornærmelse tør det vel antages, at en Bispestol i
Danmark af mange, mere eller mindre aandelige Grunde, hører til den
Slags Goder, som selv den principfasteste gejstlige i givet Tilfælde
vil bringe visse Ofre for at opnaa — og beholde.
Martensens nedenanførte Ord gælder lige saa fuldt og
maaske nok saa fuldt efter som forud for Kirkeraadets Indførelse.
„Kirken har været prisgivet et rent verdsligt Ministerregimente
„og dermed været stillet ind under en Vilkaarlighed, langt større
„end under Absolutismen. Den danske Folkekirke har under
Liberalismen vistnok faaet et Overmaal af individuelle, til Dels
kirke-„ opløsende Friheder; men som Institution i Samfundet har den
„været holdt i den uværdigste Ufrihed."
Det biskoppelige Bureaukrati siden 1884 har været som en
Stødpude for Regeringens Kirkepolitik. Folket er blevet
umyndiggjort paa Kirkeomraadet som paa alle andre Omraader. Man
har nægtet fri Menighedskrese Anerkendelse, trods
Valgmenig-hedslovens Ord og Aand, og overhovedet utvetydigt lagt for Dagen,
at Folkekirken som Folkets Kirke er en fremmed, helt
revolutionær Tanke, som man paa ingen Maade vil indlade sig med.
Og dog er Tilstandene i Folkekirken af den Art, at de
opfordrer til den alvorligste Opmærksomhed. Det viser sig Dag for
Dag tydeligere, at det er noget ganske andet, der udkræves til dens
Bevarelse end en „Forfatning" som den, der med utilsløret
Ringeagt for Lovgivningsmagten er bleven indført af en Minister,
og hvori Biskopperne med et Par Professorer spiller Hovedrollen.
Det er noget ganske andet, — og det er noget langt mere. Et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
