Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - U. Birkedal: Folkekirken og dens Fremtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
729 Folkekirken og dens Fremtid.
dige Ufrihed" dog mindre følelig. I Frederik den 4des Dage
kunde saaledes en københavnsk Gejstlig paa Forespørgsel fra
Hoffets Side om Maskeraders Tilladelighed, afgive en zirlig
Betænkning af det Indhold, at for den gemene Hob, Canaillen, var
det vel en Synd, men at det var et tilladeligt Divertissement for
distingverede Personer.
I Demokratiets Aarhundrede burde Staten, der fremdeles
hos os beholdt Styrelsen af Kirken, behandle Forholdet med den
yderste Varsomhed og Takt, og Kirkens højeste Embedsmænd
burde betænke, at en bestemt Holdning opad til turde nu være
saa nødvendig som nogen Sinde. Præsteskabet med Biskopperne
i Spidsen gjorde vel i ved given Lejlighed at optræde som
Magthavernes Samvittighed i Tilfælde, hvor Magten søges sat i Rettens
Sted. Her at vige tilbage under en Henvisning til, at Guds Rige
er ikke af denne Verden, og at Lydighed mod Øvrigheden er en
ubetinget Pligt for den kristne, er en skæbnesvanger Udvej. „Adel
forpligter", — saa gør ogsaa det biskoppelige og præstelige Navn.
At skyde sig ind under Guds Riges Aandelighed, mens man nyder
alle Goder af Folkekirken, hvis Tilværelse er af denne Verden, er
tragikomisk. Naar man ser Biskopper som en forfatningsbrydende
Regerings haandgangne Mænd, virker det mere svækkende for det
religiøse Liv, end vedkommende høje kirkelige Embedsmænd selv
forestiller sig. Der gror i det stille en Bitterhed op, en Mistillid,
det ikke vil være let at fjerne igen.
Da Pythia i Delphi gav sig til at „philippisere", var det
ude med Oraklets Anseelse. Det vandt vel Macedonerkongens og
hajis Partis Bevaagenhed, men denne øjeblikkelige Behagelighed
købtes med de græske Folkestammers troende Ærbødighed, — en
alt for dyr Pris.
Følte vor Kirkes Præsteskab sig som Folkets, det menige
Folks Fortalere og som de naturlige Forkæmpere for større
Sandhed og Retfærdighed i vort offentlige Liv, da vilde de bidrage
mere til at befæste Folkekirken end ved nogen nok saa
fuldkommen Forfatnings Indførelse, — end sige ved altid og næsten
uden Undtagelse at stille sig paa de regerendes Side imod Folket
og dets Ønsker og lovlige Ret. Endogsaa blot Klogskab skulde
drive vor Gejstlighed til at tage denne Kurs, ligesom Kongemagten
burde slaa ind paa denne Vej,–men Ønsket er sikkert lige saa
forgæves som fromt. Præsteskabet med sine øverste foresatte
føler sig gennemgaaende som Bourgeois og tordner mod Demokrati
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
