Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - C. St. A. Bille: Det national-liberale Parti
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
746
Det national-liberale Parti.
an og gennem lange Tider vedblev at være Partiets kraftigste
og mest energiske Talsmand.
Det nationale kom frem ikke længe efter, og det bragtes
os, som ganske naturligt var, fra Slesvig. Den Stænderforfatning,
som Frederik VI havde givet, var, ogsaa hvad angik dens
Valg-bestemmeler, i høj Grad konservativ: den hvilede paa Klassevalg,
og den skænkede de store Besiddere saa mange Begunstigelser, at
det i Grunden altid var dem, som var Herre over Flertallet i
Forsamlingerne. Det var en Forsyndelse mod Frihedstanken i
Kongeriget, men som Følgerne ogsaa viste en endnu større Forsyndelse
overfor det nationale i Slesvig. Thi den store Besiddelse i Slesvig,
som altid har været i det sydlige, repræsenterede netop det
slesvigholstenske Ridderskab, fra hvilket alle Farer, alle Agitationer udgik,
og den dannede den første Kerne i den slesvigholstenske Hær,
som vi i saa mange Aar bekæmpede, men som endelig skulde
sejre, rigtignok sejre saaledes, at Frugten ikke blev dens, men en
erobrende Magts, som greb til i rette Øjeblik og satte sig i
Besiddelse af Hertugdømmerne. Allerede i Aarene efter 1830 havde
Uwe Lornsen udgivet sit slesvigholstenske Skrift; der havde
vakt nogen, om ikke megen Bevægelse i Kongeriget og i
Hertugdømmerne, men som gav Tonen an. Den uforsvarlige Maade, paa
hvilken Valgene til de slesvigske Stænder var ordnede, førte snart
til, at det nationale Spørgsmaal kom op igen i en anderledes
brændende Skikkelse. Det var Peter Hiort Lorenzens
Optræden i 1842, som i den Henseende gav Signalet. Han havde
tidligere væsentlig tilhørt den sies vig-holstenske Retning, men var
kommen til Indsigt om, at de Frihedstanker, som han nærede,
vilde have langt mere Udsigt til at komme til deres Ret under
dansk Ledelse end gennem den tyske og slesvigholstenske, og fra
det Øjeblik, han var gaaet over paa dansk Side, optraadte han
med stor Kraft. I 1842 „talte han Dansk" i Stænderforsamlingen.
Præsidenten forbød ham at tale Dansk, vilde ikke tage til
Protokols, hvad han sagde. Den kgl. Kommissarius vovede ikke at give
en dansk Slesviger Tilladelse til at tale Dansk i den danske
Stænderforsamling. Ordet blev ham frataget, og Sagen forelagt for
Christian VIII. Man kunde have ventet, at en dansk Konge, som
havde Hjerte for den danske Nationalitets Ret og for Slesvigs
Danskhed, vilde have erklæret, at i en Forsamling som denne
maatte det tilkomme enhver at tale det Sprog, som var ham
naturligt, de Tyske Tysk og de Danske Dansk. Men Kongens Af-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
