Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Carl Ewald: Den yderste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den yderste Dag.
769
Fru Hansen saa efter ham.
„Han vilde nu give Alverden for at faa dig," sagde hun
halvhøjt.
„Mon?"
Og Fru Hansen tilføjede, mere for at undskylde, at hun
havde sagt det, end for at overtale sin Datter:
„Han er et rart ungt Menneske. Den gamle giver ham
Forretningen den Dag, han gifter sig."
Henny rejste sig pludselig op, men satte sig straks igen.
Hun rev en stor Dusk Hyldeblade af, krøllede dem mellem sine
flade Hænder og kastede dem paa Jorden. Saa lo hun ganske
sagte og lagde sit Hoved paa Moderens Skulder.
„Hvad ler du af?"
„Aa ... jeg ved ikke ..."
„Lykkelig Rejse," raabte Konditoren. Han stod oppe i
Døren og svingede med Huen.
De sad en Stund tavse. Hylden dryssede, og Stanken fra
Aaen steg som altid de lumre Sommeraftner og fyldte efterhaanden
hele den lille Have.
Saa tog Fru Hansen Traaden op fra før og gav sig til i sin
ensformige, trætte Tone at fremdrage Erindringer fra deres Samliv.
I Begyndelsen hørte Henny efter, men saa blev hun træt. Hun
lukkede Øjnene, nikkede en Gang imellem og trykkede sig tættere
ind til Moderen, mens hendes Tanker fløj.
Og da saa lige med et en Lyd vækkede hende, blev hun
greben af en underlig Fornemmelse af Ubehag over, at Moderen
talte endnu om det samme. Det pinte hende at høre alle disse
smaa og lidet ejendommelige Oplevelser gennemgaaede med saa
fortvivlet en Nøjagtighed. Hun blev utaalmodig over denne lige
kærlige, lige grædende Stemme, kunde ikke forstaa, at Erindringen
om alle disse dumme, tomme Dage i det lille Hus, i den lille By
kunde betage saa stærkt.
Hun skammede sig, fordi hun sad med saadanne Tanker
den sidste Dag og tog Moderen om Halsen og kyssede hende heftig
den ene Gang efter den anden ... hun vidste ikke selv, om det
var af Rørelse eller for at faa hende til at tie stille.
Men den gamle blev ved. Hun saa ned for sig og skrabede
med Foden i Gruset, mens hun gennemsøgte hver Krog i sin
Hukommelse og udbredte sig omstændeligt over det alt sammen.
Tilskueren. 1894. 52
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
