Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Oktober
- Thomas Krag: Min Ven, Præstens Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saa stærkt hun daarer, at hun tændte
i begge Brødre Elskovs Glød,
ja, Paven selv i Luer brændte
og med sit Blod sig frækt forbrød,
saa sagde den gamle Frue: „Se, se, de generte sig ikke“, og saa
lo hun, og det var et Øjeblik, som noget ungdommeligt flygtigt
foer hen over hendes Ansigt.
Du undrer dig over, at jeg er Præst her, Kapellan hos den
gamle Præst. Du har læst om Kapellaner, som gifter sig med
den gamle Præsts Datter, faar den faderlige Velsignelse og 10,000 Kr.,
som den gamle har sparet sammen. Og du tænker paa mig i en
saadan Kapellans Kjole, jeg, som en Gang sang: Se, Himlen er
blaa, og min Veninde er yndig! Jeg, som drømte om halvlyse
Nætter paa en Altan, beskygget af røde Roser og grøn Vildvin.
Den lidt affældige Altan! med visnede Roser, som aldrig
var til, med Vildvinens Blade, som aldrig var grønne.
Men jeg savner jo selv Vildvinens Grønne mest. Jeg savner
det mousserende Liv, Duft af lys, syrlig Vaar. Hvorfor nægte
det? Alt paa Jorden stræber jo mod Solen.
Det er dog en ængstelig Følelse den, at vi Mennesker er
saa alene paa Jorden. Vi gaar i Blinde. Et lidet Skridt, og vort
Liv er afsluttet .... vor Skæbne bestemt .... Et Øjeblik .... og
vi kan sidde hele vort øvrige Liv med et Spørgsmaal paa Læberne,
et Spørgsmaal, som vi aldrig kan besvare, et Spørgsmaal, der
bringer os til at stirre frem for os i det evindelige, til vore Øjne
bliver store og tomme og vor Mine en Oldings.
Hvorfor? Hvorfor gik det saa? Hvorfor?
Jeg har ogsaa en Gang taget et saadant Skridt, — og nu
sidder jeg her og undrer mig, — du vilde blive ængstelig for mig,
hvis du kunde se mig, naar jeg er alene.
Hvordan kan jeg forklare dig, at jeg dengang gik hen og
lod mig optage i det teologiske Fakultet? Det var maaske en
Følge af en Nervefeber, jeg havde haft .... af mine Forældres
Død, .... af andre Ting, jeg aldrig skal faa Rede paa. Nok er
det, jeg befandt mig i en underlig eksalteret Stemning i nogen
Tid, .... gav mig saa pludselig til at læse det gamle Testamente,
fandt en uendelig Selvforglemmelse ved at lade disse gamle
hebraiske Vers tone for mine Ører, .... læste dem nu og da højt,
følte mig dragen mod disse Tider, .... mod disse Mennesker, der
vogtede deres Hjorder under Himlens Stjerner. Det syntes mig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Dec 12 03:41:56 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1894/0786.html
