Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Thomas Krag: Min Ven, Præstens Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men om jeg ikke længes?
Ikke nu, — hvorfor — skal jeg siden forklare dig, — men
jeg har længtes. Mod de store Lande, som ligger langt ude i
Havet. Jeg syntes, Solen maatte skinne lysere der. Er det saa
underligt? Tænk paa mit Liv: I Skolen for det meste flittig
Læsning, Studietiden for det meste særdeles flittig Læsning, saa de
tre Aar Lærerbestillingen, en meget streng Bestilling, hvor hvert
Ord, hvert Skridt maatte vogtes, og saa denne mørke Præstekjole
her og det for mig, for mig, som kender Kraft i mig til noget
andet. Hvorledes har jeg levet? Mit Legeme har jeg syet ind i
disse sorte Klæder, skjult det bort, gemt det hen, mine Øjne har
i over tyve Aar stirret paa Bøgernes sorte Tegn og Taager Dag
efter Dag, Time efter Time. De har aldrig skinnet i Ungdommens
Forventning, de har aldrig straalet i Livets Glæde: min Ven, jeg
har aldrig elsket, og aldrig har nogen elsket mig!
I min Studietid havde jeg ikke Stunder til at tænke paa
saadant som Kærlighed, og da jeg fik min Eksamen, — ja, saa
først Timelærerposten i de tre Aar og nu her! Her er intet Sted
for Livets Glæde; Ungdom findes ikke her — saa lidt som Roser
paa en Klippe, og de unge Kvinder findes langt borte, hvor Luften
er mildere, hvor Sindet er lettere.
Nu jeg sidder her i min Stue, ser jeg kun en gammel
Bonde, som gaar og pløjer med en udslidt Hest foran, — og jeg
hører hans Hund staa og gø hæst mod Skoven.
Du vil sige, der er mange, der har det som jeg. Du vil
raade mig: Siden du nu er Kapellan, saa bliv Kapellan, gift dig
og se til at blive Sognepræst.
Ja nok, og dog! Det er knugende, det er ængsteligt at
vide, at ens Liv er forfejlet, at man skal slæbe det, der kunde
have været skønt, som en Byrde. Jeg kunde maaske have levet,
virkelig have levet, om jeg havde begyndt at færdes derude, hvor
Menneskene færdes og virker. Og nu sidder jeg her, hvor Mørket
kommer som en stor Skygge.
Svartsund 20. Oktober 189—.
Kære Ven! Da jeg skrev til dig sidst, saa sendte jeg ikke
Brevet straks, fordi jeg følte, at det maaske vilde give dig et falsk
Billed af min Tilværelse i sin Helhed; saa fik du altsaa ikke
Indbydelsen, og jeg fik heller ikke se dig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
