Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
815
speare, saa er det jo ikke Meningen, at vi skal efterabe en Forestilling
paa den Sophokles - Shakespeareske Scene. Stykket skal naturligvis
behandles, som om det var skrevet den Dag i Dag. Opgaven er at gøre
dets Aandsindhold, dets Figurers Sindstilstande og Handlinger saa
skuffende levende, som det er muligt at faa dem med de Midler, hvorover
vor moderne Scenekunst raader.
Desværre benyttede man saa Mendelssohns Musik. Den lider af
en Fejl, som man havde Øre for straks ved første Opførelse i Oktober
1841. Tieck, den litterære Kuriositets-Sværmer, der havde faaet
Forestillingen i Stand, kaldte pligtskyldigst Musiken fortrinlig. Lige efter
tilføjede han imidlertid, at „det virker forstyrrende, at Korsangen
udsondrer sig som noget for sig bestaaende"; det Heles Harmoni
ødelægges, „den alt for rige Instrumentation gør Sangen uforstaaelig og
afsondrer den for stærkt fra Tragedien". Der er ikke et Ord at tage
fra; men der er nu, et halvt Hundrede Aar senere, noget at lægge til.
Mendelssohn læste Sophokles1 Tragedie gennem sin Tids Briller: og de
misviste lidt, de lod Folk se alt for seriøst paa Værket. Hvor underligt det
end forekommer os, saa er det dog saaledes, at i 40’erne fablede man
endnu om, at Shakespeare var den første, der havde indlagt lyslige
Figurer og Scener i Tragedier. Og det uagtet man havde bl. m. a. den
komiske Amme i Æskylos* Agamemnon for sig! ja her i „Antigone" er endog
Drivhjulet for Handlingen en bonde-sveden, fejg Poltron, en Skikkelse,
der ikke er udført med saa stor komisk Kraft, men som er nøjagtigt
lige saa komisk tænkt som den mest komiske Arv i Holbergs Komedier!
Under hin Blindhed for det komiske eller ironiske tog man da
Koret i „Antigone" overstadigt gravitetisk: som Repræsentant for lutter
Visdom og Højtidelighed! I Virkeligheden repræsenterer det: gamle
Borgerfolk, som Borgere er flest. Det synger nogle Hymner, som gamle
Borgere nu til Dags vilde synge Fædrelandssange, og det har saa for Resten
gamle Borgerfolks let vakte Medfølelse, deres Fejghed overfor Magten,
deres Bagklogskab. Borgerne er medskyldige i det Justitsmord, hvorom
Stykket handler, selv om de — som den medskyldige Hob jo altid gør
— gaar fri for Straf og kan moralisere nok saa farisæisk siden hen.
Skuespillet mister sin Dybde, naar dette ikke gøres tydeligt for
Publikum. Men Mendelssohns Musik forandrer Korets Karakter, — og
iscenesættelsen forvanskede yderligere. I Stedet for at klæde Koret som
the-banske Borgere havde man iført det hvide Kjortler, der ledte Tanken
hen paa Offergoder og lignende hellige Mænd.
De spillende havde altsaa ikke gode Kaar at kæmpe under. Der
vilde have krævedes stor Kunst for at faa den hele Forestilling til at
„gribe" Publikum, som en Tragedie-Opførelse skal. Desværre ydede
saa endda de to Hovedpersoner kun ringe Skuespilkunst. De
deklamerede begge. Hr. Emil Poulsen blev ikke til en Kreon, Frk. Nyrop
blev ikke til en Antigone; ingen af dem skabte — for vore Øjne og
Øren — saadanne Karakterer, at Stykkets grufulde Tildragelser syntes
naturlige, ja uundgaaelige. Hr. Poulsen talte i Begyndelsen myndigt,
senere med en snerrende Vrede; til sidst gled han, ganske uforklarligt,
ud i det vegt og kvindagtigt klynkende. Men Forudsætningen for hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
