Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Georg Brandes: Kohélet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kohélet.
821
„Enden paa Ordet, naar alt er hørt: Frygt Gud og hold
hans Bud, thi det er hele Mennesket. Enhver Gerning vil Gud
bringe for Dommen, alt skjult og alt kendt, det være godt eller
ondt." —
Teksten i Kohélet er stærkt fordærvet, og Sproget, som
ligger det rene Hebraisk fjernt, er paa mange Punkter
uigennemsigtigt for de lærde. Men saa usikre Enkeltheder kan være, saa
klar er Bogens Grundtanke.
Det er den, som allerede er udtrykt i dens første Ord:
„Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Kohélet.
Forfængeligheders Forfængelighed! Alt er forfængeligt." Udtrykket
Forfængeligheders Forfængelighed er den ordrette Oversættelse. Det
hebraiske Sprog betegner ved denne Form Superlativet: Den
højeste Forfængelighed.
Der er i dette Skrift saa lidt som i noget andet fra den
israelitiske Oldtid virkelig Komposition; de enkelte Afsnit kunde
paa mange Steder ombyttes; der er ingen Plan, ingen Stigen fra
en simpel Begyndelse til en rigere, stærkere eller sammenfattende
Slutning. Ethvert af de korte Afsnit indeholder en eller anden
Oplevelse, Iagttagelse, Erfaring eller Overvejelse, som
almindeliggøres og bringes i Sentensens Form, og denne Sentens gaar
bestandig ud paa al Tings Tomhed, ja Intethed.
Kohélet begynder med at forkynde den evige Gentagelse.
Der finder ingen Forandring, derfor endnu mindre noget Fremskridt
Sted. Solen gaar uafladeligt op og ned, Slægt fødes uafladeligt
efter Slægt, det er evigt det samme og gammelkendte. Fortiden
var ikke værre end Nutiden, Fremtiden vil ikke blive bedre, vil
overhovedét ikke bringe noget nyt. Menneskets Evner har Grænser,
udover hvilke det aldrig naar. Dets Skæbne bevæger sig stedse
i samme Ring. Derfor er ingen Forbedring af de jordiske
Forhold og ingen Afhjælpning af Jordelivets Ulemper og Onder mulig.
De Love, der styrer Menneskelivet, er saa faste som de, der styrer
Naturen, og fremvirker samme Ensformighed:
„Hvad Fordel har Mennesket af al sin Møje, som det gør
sig under Solen? En Slægt gaar, en anden Slægt kommer, og
Jorden bliver stadig paa sit Sted. Solen staar op og Solen gaar
ned; den vender hurtigt tilbage til sit Sted, og der staar den op
paany; den gaar Sønden paa og vender sig mod Nord.
Uophørligt vender og drejer Vinden for stadigt at vende tilbage til
sit Kresløb. Alle Floder løber ud i Havet, og Havet bliver ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
