Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Vald. Vedel: Spillets Formler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
865 Spillets Formler.
for Resten i Realiteten er — altsaa antyde, saa at sige, en rent
formel Økonomilære for Livet.
Det, som først og fremmest da maa være magtpaaliggende,
er at styrke og udvikle selve denne almindelige Vilje til Livet, som
skal bære alt det øvrige. Man maa ville Livet, for at det skal give
En Udbytte. Man faar ikke Livet, uden man tager det. Men det
er jo os alle bekendt, hvor forskelligt Folk er udstyrede med
Leve-evne og Levevilje — fysisk som aandelig. Den aandelige afhænger
naturligvis væsentlig af den legemlige. I anæmiske Væsener ser
vi ofte Livet blot flakke som en dorsk Flamme, der hverken
orker at leve eller dø. Megen Ugidelighed og Uduelighed til
Liv kureres som bekendt bedst ved Styrtebade og Cycling. Men
langt fra altid staar den aandelige Levevilje i lige Forhold til
Legemets. Man ser jo daglig svage Konstitutioner, hvis glippende
Livskraft holdes i Aande af en nervøs Styrke og Levevilje og holder
langt længer ud end de bomstærke Legemer. Nervøse Mennesker er
i Reglen de sejeste; Læger kender godt den Slags Nervevæsener, der
ikke vil dø og som gaar igennem, hvad grove, stærke Tampe bukker
under for. Jo rigere det aandelige Liv er i En, des vanskeligere
har det for at dø, jo flere Værdier Tilværelsen har for En, med
des flere Taver hænger man fast ved den. Man beundrer ofte med
Uret Dødsmod. Naar Indianeren eller en stupid Forbryder
koldsindig gaar i Døden, er det fordi hans sløve og stumpe Sjæl har
saa lidt Liv at hage sig fast ved; men er det ikke i Virkeligheden
smukkere at se en gammel Mand, der ligesom ikke kan bekvemme
sig til at dø, fordi han ikke kan nænne at forlade sin Videnskab
eller sin blomstrende Forretning, og endnu har saa meget at
udrette, eller som han dog saa gerne vilde være med at opleve?
Kedsomhed kan være Tegn paa Appetitløshed, Utidighed
overfor Livet. Den spleensyge Englænder — for at operere med
en af de tilvante Mannekiner — er som den, der dør af Sult ved
et rigt besat Bord, fordi hans Mave er saaledes i Ulave, at den
ingen Næring kan uddrage af, hvad der bydes den. Men Kedsomhed
er ogsaa ofte — det maa ikke glemmes — at betragte som et Tegn
paa utilfredsstillet Livstrang, baade hos livlige Børn og hos voksne.
Det hører med blandt Kulturmenneskets Adelsprivilegier, at det kan
kede sig. En Hund ligger den hele Dag i Solskinnet og strækker
sig og føier næppe Savn eller Lede. En Bonde kan drive og
vegetere i en Grad, som den civiliserede ikke evner, selv naar han i
en Sommerferie stupidiserer sig i en Hængekøje. Kedsomhed er ofte
Tilskueren. 1894. 58
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
