Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Vald. Vedel: Spillets Formler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
868
Spillets Formler.
Velviljen som social Grunddyd er ikke en sløj Tolerances
„leve og lade leve", men en positiv Fremelsken af alle Livsspirer.
Den er Modsætningen til den Vrangviljens Aand, som udvikler
sig] særligt i en Hovedstad — og særligt i et lille Samfund, — den
Aand, som kalder sig „kritisk Sans" og viser sig snart som Grinebideri,
snart som Misundelse, snart som ironisk, blaseret en-garde-Stilling
overfor alt, der kommer frem. Det er den, der gør Luften i en
Hovedstad saa ufrugtbar; den er dels blot en Inerti, der vil holde
sig Indtrykkene fra Livet, dels er den en mistænksom Illiberalitet
mod alt særegent, — den, som er ledende Aand i alle „Masser*
og bærer det smukke Navn: „esprit de corps*. Denne „kritiske
Sans* viser sig overalt i det sociale Liv som en Dadle- og
Nedsætte-syge, der altid fæster Blikket ved, hvad der klikker og brister, ved
Manglerne og Sprækkerne, men aldrig har Raad til at anerkende
det positive, det, der er, — eller i alt Fald som en Bagatellens Aand,
der forflader og forflygtiger alt ved at reducere det til
Ubetydeligheder, man kan affærdige med et Skuldertræk. Der er saaledes
— for at vælge en enkelt Sfære — en æstetisk Kritik, som ved
sin dadlevorne Misfornøjethed eller dog altid overlegne
Uanfægtet-hed kan virke baade kvælende og stiriliserende paa al Produktion,
— og som i sin Dovenskab til at sætte sig ind i det
fremmedartede, sin Karrighed til at laane sin Sympati ud er det modsatte
af den sande Kritikens Aand, som er Velvilje og Forstaaelse.
Den næste Grundegenskab, som der fra mit rent formelle
Synspunkt bliver at lægge Vægten paa baade for den enkelte og
for Samfundslivet, det er Vurderingssansen overfor Livets Værdier.
Dyrene har jo ofte et temmelig sikkert Instinkt for, hvilke Stoffer
de trænger til, hvilke der har Næringsværdi for dem, og hvilke der er
skadelige. Menneskenes Instinkt herfor er meget mindre sikkert.
Det er navnlig Evnen til at skelne mellem det store og det mindre,
det betydelige og det uvæsentlige, som jeg vil fremhæve. Det er
en Evne, som alle store Kulturepoker har haft: Instinktet til at
skelne mellem Værdiforhold og til at foretrække det værdifuldeste.
Og omvendt Definitionen paa, hvad man kalder aleksandrinske
Perioder i Kulturen — og hvem ved, om vi ikke nu til Dags lever
i en saadan? — det er just Manglen paa denne Sans for
Værdiforskelle. Der er da ingen Rangordning mellem Værdierne. I
Kunsten sættes den lille, nette og fuldendte Ubetydelighed højere
end det store Forsøg, den store Kraftanstrengelse. Et ulasteligt
Sprog, en elegant Komposition, der glider let og behageligt hen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
