Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Vald. Vedel: Spillets Formler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
871 Spillets Formler.
Evnen til at faa Udbytte af den, fordi de har klemt den ind i
nogle fattige Formler og derfor nu paa Forhaand finder, de kan
det hele udenad. Paa den Maade havde for mange det 18de
Aarhundredes Oplysning saa at sige affarvet hele Tilværelsen, og
undertiden kan det synes, som om vort Aarhundredes Positivisme og
Naturalisme var kørt fast paa samme Vis. Men saa gælder det
om, at Menneskeaanden igen vasker sig ren for de Formler og
Ord, der staar i Vejen mellem den og Livets uendelige Fylde og
atter aabner sin Modtagelighed for ny, direkte Tilegnelse af
Virkeligheden: saa at Livet atter bliver os nyt og ukendt, en Genstand
for Forundring og en Tilstand af utryg Usikkerhedsfølelse. At
holde denne Forundringsevne og Forundrethedstilstand frisk i
Sjælen overfor Livets Altidnyhed og at holde Usikkerhedsfølelsen
vaagen, saa at vi altid er os bevidste, hvor mystisk og gaadefuldt
det hele er, det er Grundbetingelsen for Livets Rigdom i den
enkelte og i Slægten. Deri bestaar det i inderste Forstand religiøse
Forhold til Tilværelsen, som altid har været og altid vil blive den
evige Kilde til sjælelig Fornyelse.
Det er det samme, set fra en anden Side, naar jeg siger,
at det gælder for alle om at vedblive saa længe som muligt at
holde sig aaben, holde sig svævende, holde sig rejseklædt. Til en
vis Grad byder Livet os at fæstne vore Anskuelser, vore Sympatier.
Vi behøver overalt Dogmer for at leve og handle. Men vi behøver
meget færre, end de fleste tror. Paa mange Punkter er der ingen
som helst Opfordring — uden vor egen Dovenskab — til at slutte
af; man kan godt leve „paa Muligheder". Og selv hvor det
handlende Liv nøder os til at slaa noget fast, behøver vi dog ikke helt
at sætte Punktum; et Semikolon kan i Reglen gøre det. Man bør
altid holde en Sprække aaben, for at Fornyelsen mulig engang
kan sive ind i Sjælen, altid holde en Ventil oppe, for at en mulig
Vildfarelse ikke nødvendig skal sætte sig fast, men igen kan slippe
ud. Man skal aldrig helt og endelig engagere sig, men beholde
en Tvivl og Usikkerhed, flittig gennemse sine Meninger og udsætte
dem for Prøver. Derfor skal man gæstfri og taknemmelig altid byde
ny Indtryk og Paavirkninger velkomne; man behøver jo derfor ikke
straks at lade sig selv i sit eget Hus sætte Stolen for Døren af
Gæsterne. Smukt skrev Oehlenschläger paa sin Rejse hjem til
Kæresten og Vennerne, der blev urolige for, at han skulde blive
dem utro, om Menneskets Aand: „Som en homerisk Sal den ud
maa vende — sin aabne Dør mod Dalen stor og fri, — og der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
