Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Viggo Stuckenberg: Den hvide Dør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
878’
Den hvide Dør.
Og nu . . .
Her, hvor jeg sidder i Aften, er jeg længere borte fra hende,
jeg længes imod, end hundrede Aar er fra hundrede Aar. Mens
Mørket faldt paa, kom jeg i Gaar Aftes i den tætte, finé Regn op
gennem denne fremmede Bys uendelige, snævre Bjærggade.
Udenfor de smaa, trangrudede Huse gik Kvinderne i Regnen og fejede
Sølet bort mellem de vaade, toppede Brosten. Der var ikke andre
i Gaden, saa langt jeg saa, end disse Kvinder, som gik og fejede.
De talte ikke sammen, gik blot og ludede over Kostene, og jeg
hørte ikke anden Lyd end Kostekvistenes Slæben over Stenene og
den gurglende Larm af en Bjærgstrøm, der randt etsteds inde
mellem de låve Huse. Og her sidder jeg nu og fryser og ser
bestandig for mig den lange, snævre Gade derude og Halvmørket og
Regnen og de ludende Kvinder foran hvert Hus. Og Taarnuret
slaar derude i Mørket, og jeg kan høre paa Klangen, hvor Byen
ligger dybt, og hvor Dalen er trang, og alt andet i min Sjæl
synker et Øjeblik bort for den ene Tanke, at denne By, hvor jeg
aldrig før har været, har jeg kendt fra min tidligste Barndora,
kendt det altsammen saa nøje, som jeg kender Regnen og Mørket,
vidst, saa længe jeg har levet, at her har disse Kvinder gaaet hver
Aften og ladet deres Riskoste slæbe over de samme Brosten, fejet
deres Gade hver Aften, som de vil blive ved at feje den samme
Gade hver Aften, som kommer, og en for en afløses af andre
Kvinder, der vil staa her og lude og vende sig efter fremmede
og feje.
Og her har jeg truffet–
Jeg vaagnede i Nat og hørte Døren nede i Gæstestuen gaa.
Sang af mange Stemmer larmede gennem den aabnede Dør, og
jeg hørte Ordet Unglück, to Gange sunget. Saa faldt Døren i.
En Gang senere vaagnede jeg, og Døren dernede gik paa ny, og
jeg hørte det samme Ord, to Gange sunget — Unglück.
Saa var det i Morges. Jeg sad dernede i Gæstestuens sorte
Hestehaarssofa. Da stod han i Døren, stor og svær og
sort-skægget, med dybtliggende, brændende Øjne, halt, støttet til en
Stok og med en sort Pudel bag sig. Han gik frem over Gulvet
og hilste og satte sig ved samme Bord som jeg, lige over for mig.
Og hans Blik mødte mit, og jeg saa paa ham og evnede ikke at
tage mine Øjne fra ham, til min Stirren blev til Ord og vi talte
sammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
