Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Viggo Stuckenberg: Den hvide Dør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
880’
Den hvide Dør.
faldt i Slag og slog og blev ved at slaa, mens jeg drejede det
frem og stillede det, en Mængde hastige Slag, alle de Timer det
havde sovet, siden–
— Ja, se Dem nu om selv, sagde han pludselig, jeg maa
til min Forretning.
Og han rakte mig Haanden, for første Gang, og tog om
min fast og knugende, som greb han for sig, og som naglede han
mig til sig, til sig og denne Stue og dette stille Hus.
Saa gik han, og jeg var ene i Stilheden og vendte mig
mod Døren for at gaa min Vej, for at løbe bort fra ham og fra
dette Hus, hvis Stilhed stirrede paa mig som hans Øjne — med
noget bag sig, der led og krøb i Skjul for Dagens Lys og længtes
efter Mørket.
Jeg havde ikke Vilje til at gaa. Jeg blev og tog en Mappe,
som laa paa Bordet, og aabnede den. Der laa et Telegram øverst,
et Bryllupstelegram til ham og hende, og under det andre, lutter
Telegrammer fulde af Lykkeord og Ønsker. Henne paa Væggen
larmede Uret, og jeg grebes som af en hastig Angst for dette
Sted, hvor jeg havde vækket Tiden, og for disse Ord, som levede
-der i Mappen endnu, og mine Øjne faldt paa en vissen
Rosenbuket, der laa øverst paa en Etagere, i udhugget Papirshylster og
med en lang, hvid Silkesløjfe hængende ned over de støvede Hylder.
Jeg gik ud paa Gangen. Derude havde han, inden han gik,
aabnet en Dør ind til Soveværelset, og jeg blev staaende et
Øjeblik og saa derind. Der stod to Senge derinde dækkede med
hvide Tæpper, og midt paa den ene Sengs hvide Tæppe laa en
Ligkrans af rustede Jærntraade samlede under en Buket falmede,
kunstige Blomster.
Og da jeg kom ud og gik langs Huset, fandt jeg i Græsset
under det låve Sovekammervindue lange, blonde, afredte
Kvinde-haar, vaade af Regn og viklede sammen som omkring en Finger.
I Aften — for en Time siden — kom han ind til niig
nede i Gæstestuen.
— Naa, sagde han og stirrede længe paa mig, — naa, har
De set Dem om — hjemme?
Jeg nikkede tavs.
— Lad os sidde lidt, før vi gaar hjem, bad han. Det er
min Fødselsdag i Dag, — der er noget, jeg maa sige Dem, —
hør et Øjeblik taalmodigt paa mig, — og gaa saa hjem med mig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
