Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Viggo Stuckenberg: Den hvide Dør
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
882’
Den hvide Dør.
Hjerte i Haabiøshedens Sump, hvis Dyb er bundløst — hans eget
Hjerte og mit, soin elsker og vil elske evigt, og for at knuge mine
Hænder i sine, at de som hans evindelig kan være magtesløse.
Han er gaaet — han er her — han og Dødens Hus
deroppe ved Bjærgstien — og jeg ser den regnmørke Gade og de
fejende Kvinder — Uendeligheden — og langt, langt borte to
brune, slørede Kvindeøjne, hvis Blik ikke finder mit, aldrig finder
mit, men stirrer som ind i en evig, ubrydelig Tavshed. —
Den hvide Dør er lukket . . .
Min Sjæls hvide Dør.
Viggo Stuckenberg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
