Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Erna Juel-Hansen: Mand og Kone
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mand og Kone.
897>
andring, Lyst til lidt Adspredelse, Ophidselse, noget, der ryster
op, bryder den daglige Ensformigheds Øde.
Menneskeligt er det ogsaa, at Ægtefæller under disse
Omstændigheder forfalder til den Slags Smaakævlerier, som i dette
daglige Samliv, hvor man er saa afhængig af hinanden, og hvor
Individets Kanter med Uundgaaelighed kommer frem, let udarter
til Rivninger af temmelig alvorlig Art.
Enhver ved, at saadanne — ofte for et ellers godt og
smukt Forhold — ødelæggende Tvistigheder, der opstaar af ingen
Ting eller næsten ingen Ting: en manglende Skjorteknap, en Ret
sveden Grød, Middagsmaden, der maatte vente, blev Aarsag til,
den første lille Oprindelse til, at et Par Ægtefolk efter Aars Samliv
opdagede hos hinanden den „Gemytternes Uoverensstemmelse",
der førte til den indre uhjælpelige Adskillelse — og ofte til den
ydre med.
Det er jo Livets bitre Ironi, at Smaatingene bliver de Skær,
hvorpaa Lykken snarest strander.
Har da disse Smaating under Samlivets Slid paa
Kærligheds-følelsen eller Skuffelsen af „de ideale Fordringer" gjort deres
Gerning, er det Skridt ikke langt, som næsten med Nødvendighed
fører til Lykkens totale Forlis — nemlig, at der hos den ene eller
den anden af Ægtefællerne opstaar — om end af forskellige Grunde
— en ny Kærlighed.
Selvfølgelig mener jeg ikke, at Ægteskaber sluttes i Himlen,
saa lidt som, at to Mennesker, der i den tidlige Ungdom
forelskede sig i hinanden og under Indflydelse af denne Kærlighed
besluttede at leve Livet sammen, ikke kan tage fejl af deres
Følelsers Bestandighed og af de Grundejendommeligheder i
hinandens Væsen, der gør et lykkeligt Samliv muligt. Ej heller er
jeg blind for, at to Væsner, der som unge „passede sammen", i
Tidens Løb kan udvikle sig saa forskelligt, at et Samliv bliver
trykkende — ja umuligt.
Ikke des mindre er det min Overbevisning, at Skilsmisser
— og særlig de, der har en ny Kærlighed som Aarsag —
foretages nu til Dags, ja, jeg er tilbøjelig til at bruge et stærkt Ord
og sige: med samvittighedsløs Letsindighed.
Gaar man ud fra den Forudsætning, at Ægteskabets Lykke
for Kvindens Vedkommende især strander paa Skuffelsen ved
ikke at faa sine „fantastisk ideale Fordringer" til sin Mand
opfyldte — foruden Slidet paa Følelserne, der er fælles for Kønnene
Tilskueren. 1894. 60
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
