Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Jens P. Sundbo: Jordspørgsmaalet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jordspørgsmaalet. 915
her er det udelukkende Staten, der beholder Ejendomsretten,
medens denne i „Offentligt Fæste" er fordelt mellem Ståt og
Kommune efter Forholdet 3 til 1. At lade Kommunen være Lodtager
har naturligvis den Fordel, at man derved har en Garanti for
sparsommelig Husholdning med Midlerne. Til Gengæld kan det i
en Tid, hvor Kommunerne er overbebyrdede, virke hemmende
paa Udstykningen. I Lovforslaget om „Statsfæste" har man
derfor blot givet Kommunen den administrative Myndighed. Det er
dog nærmest en Smagssag, naar man i Hovedsagen er enig om
at afskaffe den private Ejendomsret til Jorden og genindføre
Fæste. Men dette Hovedkrav er i Modstrid med de Idealer, der
har været bestemmende for Landbrugets Udvikling gennem hele
dette Aarhundrede.
Fæstevæsenet kom i sin Tid til at dele Skæbne med Hoveri
og Stavnsbaand. „Den, der blev Godsejeren kvit i et og alt —
den, der flk skubbet det alt sammen af sig, saa at ikke et Baand
bandt ham til „Herskabet" mere, syntes at være en Pamfilius,
hvem Lykken havde givet alt", skriver Hedaktør Lassen. Men
„siden Begyndelsen af Halvfjerdserne er Kampen ophørt.
Selvejendom er intet økonomisk Løsen mere. Fæste er ikke blandt
de Samfundsuretfærdigheder, man mere agiterer imod. I gamle
Dage vilde Godsejerne vanskelig sælge, da vilde Bønderne godt
købe. Nu vil Godsejerne gerne sælge, men de Bønder, der sidder
paa Fæste nu, de bryder sig ikke om at købe: Det viste sig
nemlig, at Selvejernes Rolle som Pamfilius hurtig var udspillet.
De havde rystet Godsejerne af sig, men medens de glædede sig
herover, listede der sig et nyt Væsen ind i deres Ejendomme, et
Væsen, som saa at sige spiste Lykken ud af Gaardene nedenfra.
Det var Prioriteterne. De indfandt sig lidt efter lidt hos næsten
alle Selvejere, og selv der, hvor de kun havde lidt Bid i første
Generation, fik de Magten ved Dødsfald. Naar Arvingen skulde
udbetale sine Medarvinger, maatte han optage ny Prioriteter, og
inden han saa sig om, var Afgiften til Kapitalen betydelig større
end det gamle Landgilde . . . Skødet havde sagt ham, at
Gaarden var hans egen, men Erfaringen lærte ham efterhaanden, at
Panteobligationerne talte et andet Sprog. Det var dette Sprog,
han oftest hørte talt i de senere Aar".
Og saa sætter man atter sin Hu til det Fæstevæsen, som
i Fædrenes Øjne var Trældommens Inkarnation. Den vise
Salomon har Ret: „Der passerer intet nyt under Solen".
61*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
