Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
954
Teatrene.
staa imod med. Den Tid er næppe fjern, da Størsteparten af dét
Repertoire vil for en Stund og paa en underlig Maade slaa Klik. I det
mindste Heiberg og Hertz har aabenbart just nu, hvad man hos Kvinder
kalder deres „anden Ungdom11: en Periode, hvor deres Fejl fortoner sig
og deres Fortrin forfines som bag et Slør af noget forbigangent, af
noget paa en Gang kendt og ukendt. Men efter denne anden Ungdom
plejer der at komme Aar, hvori de fleste synes lidet interessante. Kun
faa, baade Mennesker og Stykker, naar til den berømte tredje Ungdom,
under de hvide Haar, og der er i alle Fald længe til, at Hertz og Heiberg
naar til den. I Mellemtiden skulde saa vore Dages Skuespildigtning
være Teatrets Reserve.
Eller har vor Tids Digtere intet dramatisk Talent, og skrives
der slet ingen gode Stykker? Selv om saa var, burde Teatret
alligevel forsøge og blive ved at forsøge. Thi for det første anspores
en Forfatter, naar han faar sine Stykker spillet hurtigt. Jeg tror ikke
paa den ærværdige Sætning om, at Forfattere „lærer* af Opførelsen.
Men deres Interesse gaar fra nu af op i at skrive Skuespil, de faar
Haandelag, medens de skriver, og en skøn Dag har maaske
Optagetheden og Øvelsen gjort dem til Mestre. Hvordan gik det ikke Henr.
Hertz? Blandt hans Debutarbejder var de bedste taalelige, de daarligste
var slette. Teatret spillede imidlertid troligt dem alle sammen, og se,
om det ikke fik Løn i en 40 Skuespil, hvoraf de fleste slog an
og nogle enkelte var udmærkede! Det Eventyr kan gentage sig til
enhver Tid, saa vist som hver en Tid frembringer Hertz’ jævnbyrdige i
Intelligens og Digterbegavelse. Og dernæst — hvor ved man, om ikke
en tilsyneladende tarvelig Nyhed kan blive et godt Teaterstykke? Intet
Menneske i Verden kan forudse, hvad Betydning et Stykke vil faa for
Scenen, førend han har set det opført. Maaden, hvorpaa det bliver
spillet, Publikums øjeblikkelige Stemning, en indflydelsesrig Venneskares
Ros, mangfoldige uberegnelige Ting kan skuffende forandre og forøge
Stykkets eget Værd. Heldet har undertiden lige saa meget at sige som
Fortjenesten — og bliver saa siden hen antaget for Fortjeneste. Jo
liberalere Nationalteatret tillader de samtidige Digtere at byde Lykken
Haanden, des større Udsigt har det til at formere den Del af Repertoiret,
som Eftertiden holder i Ære.
Man skulde altsaa ikke bebrejde Teatret, at det har spillet Før
Daggry. Men man skulde bebrejde det, at det ikke har haft en
Smule Tillid eller Haab til andre nulevende danske Forfattere end just
til dets ogsaa-skrivende Hr. Reumert. Hans lille Illustreret
Familie-Journals-Idyl taaler nu endelig heller ikke godt at staa alt for længe ene.
Den staar paa saa skæve Ben.
Imidlertid har man haft travlt med at vende Bunken, og man
har trukket frem Stykker, som hører til det saakaldte Pligt-Repertoire, og
som ikke hører til det, Stykker, som er spillede for en Del Aar siden
og som er spillede for ganske nylig, Stykker, som byder Skuespillerne
Opgaver, og Stykker, som ingen Opgaver byder dem. Til Arbejder,
som maaske kunde have været overladte mindre privilegerede Scener,
regner jeg baade Andersens „ny Barselstue* og Holbergs „KilderejseÄ.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
