Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
958
Teatrene.
Arven og den formentlige Lotterigevinst maatte i saa Fald virke ganske
anderledes, end de gør. Desuden var Hr. P.’s Skaarup ikke saa morsom
som Hertz1 Skaarup. Burde da ikke Sceneinstruktøren straks paa den
første Prøve have varskoet vor største Skuespiller om, at her var endog
han, for en Gangs Skyld, kommen i et galt Spor?
Endnu hyppigere er Tilskuerne dog blevne forstyrrede af en anden
Mislighed. Den rollehavende har faaet meget rigtigt fat paa Figuren
f. Eks. i Hovedoptrinet; men saa bar hun eller han glemt i de andre
Scener, hvorledes Figuren er. I Dumas’ ordrige Damernes Ven spillede
Fru Oda Nielsen en i øvrigt ret usandsynlig Millionær-Frøken. Glansen
af alt hendes Guld er ikke et Sekund faldet denne unge Frøken hverken
i Øjnene eller i Hjertet. Hun vælger sig med klar Tanke og sund
Følelse sin Mand, og hun frier selv, da han ikke vil. Frieriet kom
Fru Nielsen baade fint og kønt fra. Men forinden havde hun hele Tiden
syntes blaseret og pjanket, et Sted f. Eks., hvor en lille Pige bliver syg,
havde hun ladt kun lidet deltagende; og altsaa overraskede Figuren i
Frieriscenen, den blev som et andet Menneske. — Eller som nu Hr. Madsen
i Den ny Barselstue! Hr. M. forestillede en Mand, der efter mange Aars
Ophold i Udlandet er kommen tilbage til Kjøbenhavn. Han opsøger sin
Ungdoms Elskede, finder hende ugift endnu, vil søge at vinde hende;
men han maa tilstaa, at selv har han i Mellemtiden været gift, og . . .
bryder hun sig om ham? Hele denne Scene spillede Hr. M. med den
ligegladeste Frejdighed, satte sig mageligt til Rette i en Lænestol, med
det ene Ben op over Knæet paa det andet, pludrede fornøjet løs, var
ikke trykket og søgte ikke et Øjeblik at gætte, hvordan vel Damen var
sindet imod ham. Skulde ikke Sceneinstruktøren her som hist have
gjort opmærksom paa, at den spillende var, hvad man kalder, „udenfor
Situationen".
For at blive ved Hr. Madsen: han har maaske ikke tilstrækkeligt
heldige eller tilstrækkeligt skolede Udtryksmidler, til at han kunde have
fremstillet lykkeligt hin hjemvendendes Sindstilstand. Men han kunde
under alle Omstændigheder være bleven bragt til at antyde det rigtige
Spil, til at „markere" de rette Træk. Og derved vilde hans Kontrapart
(Fru Sinding) have været hjulpen. Nu saa og hørte man af og paa
hendes Blik og Tonefald, at hun havde kønt forstaaet Situationens
Stemning: men hun kunde bogstaveligt ikke finde Lejlighed til at
gennemføre sin Opfattelse. De færreste Tilskuere aner, hvor ofte saaledes en
medspillende fordærver Spillet for en anden. Og dette er altid
Sceneinstruktørens Skyld. Kan han end ikke skabe store Kunstnere, som gør
noget godt, saa kan og skal han dog i det mindste skabe en Slags
levende Automater, der ikke gør noget galt.
Men — det bliver for vidtløftigt at gaa alle Instruktørens
Forsyndelser efter. Dette er da kun Uddrag af et enkelt Kapitel af
Begrædelsernes Bog.
Vilhelm Møller.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
