Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Helge Rode: Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 67
Jeg drømte, at Alverden brast
— et Suk af salig Gru. —
Allivets store Sødmehav,
det leved dog endnu.
Men end staar Himlen rosenrød
med Glans til Verdens Lyst og Nød.
I Taageslør, i Solgangsglød
jeg gaar — endnu ej død.
Stille.
Her er saa uhyggeligt stille i Aften.
Ingen Røst, — intet Vindpust.
Ingen Lyd fra Jorden.
Ingen Lyd fra Havets glatte, sorte Flade.
Ingen Lyd fra Himlens forfærdelige Dyb.
Jeg er bange, jeg er bange!
Hvorfor skriger ingen Fugl!
Hvorfor dirrer intet Blad!
Hvorfor skvulper ingen Bølge!
Intet — intet!
Det er ganske stille.
Se, hvor Dampskibslanternen lyser sygt.
Den lille gule Lanterne
lister sig frygtsomt gennem Natten
hen over Havets glatte, forfærdelige Flade.
Ser du da ikke? — Ser du ikke,
hvor det skælver af Angst?
Det store Skib er saa svagt og lille,
de gule Pupiller er syge af Frygt,
tør ikke se ud i Natten.
Aa, blot det ikke synker!
Ganske sagte kunde det lægge sig paa Siden
og synke lydløst ned til Dybets Bund.
Med Mand og Mus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
