Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Will. Behrend og Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
Teatrene.
Iscenesættelsen var konfus og urolig, uden Bredde eller
Pointering. Det skal indrømmes, at Verdis Musik indbyder til at iscenesætte
„Falstaffs saaledes, men den kloge og kyndige Instruktør vilde netop
have bødet ved sit Arrangement paa det stumpede og forcerede i
Partituret. Af Enkeltheder skal nævnes, at Arrangementet i 1. Akts 2.
Afdeling var saaledes, at den i Forvejen fra Tekstforfatterens Haand
uheldige Scenegang, hvorefter de to Grupper (Mænd og Kvinder)
skiftevis dukker op paa Scenen, som kørte de i Karusel, blev endnu mere
forvirret ved de store Afstande og ved et overflødigt, hæsligt Rækværk, som
uden Paabud i Tekstbogen var anbragt midt gennem Scenen.
Slutningsscenen af 2. Akt virkede i Berlin overordentlig morsomt; her faldt den
næsten til Jorden, og Skylden var i væsentlig Grad Iscenesættelsens. Her
var en syndig Pisken om med Larm og Gebærden, men ingen ægle
Lystighed, ingen humorfyldte Paafund. Det lille, morsomme Motiv, at
Ford, den skinsyge Ægtemand, roder op i Kurven med Skidentøjet for
at finde F al staff, blev udtraadt derved, at Ford i alle Stuens Møbler fandt
Linned og andre Beklædningsgenstande (hvor taabeligt et Indfald i og for sig),
som han saa med Raseri slyngede midt ud paa Gulvet uden Spor af Grund,
saaledes at de agerende til sidst vadede deri. Det unge elskende Pars
Entré var alt for ubemærket, og Skærmbrættet, bag hvilket de skjuler sig,
var anbragt i en Krog af Scenen, saaledes at Slutningsarrangementet intet
rigtigt Midtpunkt fik og følgelig mistede en Del af sin Virkning. 1 sidste
Akt var Alfernes Antal for ringe, og de burde ikke opstilles i stive Grupper
eller træde regulære Dansetrin, men fylde Scenen som et svævende,
bølgende Taageslør — og saaledes kunde endtfu nævnes flere Mangler
ved Iscenesættelsen, der, om den havde været bedre, vilde have hjulpet
paa „Falstaffs" Sukces.
Det samme vilde vistnok en finere, mere forestaaende Behandling
af Orkesterpartiet kunne have gjort. Vort Kapel tæller mange dygtige,
nogle udmærkede Kunstnere, men under den nuværende Dirigent er det
sandelig ikke det „fortrinlige Orkester", der er „hævet over enhver Ros",
som det er blevet Skik og Brug at sige og skrive. 1 Berlin lød
Orkesteret til „Falstaff" fint, elegant, spirituelt og luftigt, her tager man
tungt, haardhændet, næsten raat paa Opgaven. Der er ingen Fylde, ingen
skøn Klang over Orkestret, og er der i Partituret en grel Virkning, et
mer eller mindre vittigt orkestralt Indfald, kan man være vis paa, at
Kapelmester Svendsen drager den i Forbigaaende sagte Skæmt frem i
fuld Belysning, saa den bliver en hasarderet Brander. Derfor brøler
Basunerne, saa det er en Gru at høre, Piccoloerne hviner som gamle Dørhængsler,
og selv Violinernes Klang i de ikke hyppige Satser, der særlig er betroede
dem, er skarp og afsnubbet i Stedet for fyldig og mættet. —
Muligvis bliver „FalstafT" en større Sukces end den første
Opførelse tydede paa, rimeligvis vil Operaen da efterhaanden fremføres i
en mere afrundet og stilfuld Form, men selv om det sker, er denne
kun halvt lykkede Operaforestilling dog ikke det Laurbær, som Teatret med
god Samvittighed kan hvile paa Resten af Sæsonen — hvis man da
overhovedet kan tale om Samvittighed hos dem, der nu for Tiden leder
Musiklivet ved den danske Operascene.
William Behrend.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
