Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Will. Behrend og Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
91
nuftigt hensynsfuld baade mod sig selv og mod andre; just deri viser
sig vel den „finere" Natur, som tilskrives ham. Naa, men nu skal
altsaa disse to Modsætninger tage det endelige Styrketag. Hvordan tror man
saa, det sker? Midt i selve Handlingens Brænding, i Paahør og under
Medspil af alle de i Handlingen implicerede? Nej, Præsten og Henning
gaar ud for dem selv og disputerer en Stund, uden at deres Disput gør
det allermindste hverken fra eller til! Denne Mangel paa dramatisk
Opfindsomhed, paa Greb til at udforme Stoffet i karakteristiske og kraftige
Optrin, var ret gennemgaaende. Kun i to eller tre Scener blev
Tilskuerne revet med; for øvrigt maatte de nøjes med hint Behag over
at væte i intelligent Selskab. Og de maatte det saa meget mer, som
Stykket egentlig blev temmelig tarveligt spillet. Hr. V. Wiehe, Frk.
Hornemann, Hr. E. Larsen, Hr. B. Petersen, Fru Neumann
viste os paa Scenen henholdsvis Hr. V. Wiehe, Frk. Hornemann, Hr.
E. Larsen o. s. fr., i Stedet for at de skulde have vist os Personer, som
vi aldrig havde truffet før, men som vi dog syntes, at vi skulde kende.
Og saa fremstillede disse Damer og Herrer endda ikke sig selv naturligt,
jeg mener: man fik intet skuffende Indtryk af, hvorledes Frk.
Hornemann er, naar hun er glad, eller hvorledes Hr. Wiehe er, naar han er
forpint. De to eneste, der gjorde anerkendelsesværdige Forsøg paa at
gaa op i deres Roller, var Fru Riis som Adjunktfruen og Hr.
Lindstrøm i den Kopi af Ibsens Aslaksen, som hed Redaktør Knudsen.
Den førstes Forsøg mislykkedes, den andens lykkedes ikke helt.
Saaledes gaar det tidt Hr. Lindstrøm, den dygtigste eller mest energiske blandt
Privatteatrenes yngre Personale. Han er saa ofte nær ved at være
god, og har dog aldrig været det, siden han skabte sin ypperlige
Luske-peter af en gammel Kæltring i „Ravnene* (det fri Teaters Forestilling).
Men det er rigtignok ogsaa sandt, at han senere er bleven sendt ud i
Rolle efter Rolle, der umuligt kunde bringe ham den store Sejr. Man
behøver da kun at se lidt paa hans Blik og hans Ansigtsform og at
høre lidt efter hans Stemmeklang for at vide, at hans Specialitet kan
umuligt blrÄ det, der slaar sig løs, men lige omvendt det, der stænges
tilbage, det fordækte.
Dagmarteatret bragte jo i en 5 Aars Tid store Pengeofre for at
byde Skuespillerne „Opgaver*. Naar al den Offervillighed slet ikke
fremhjalp dansk Skuespilkunst, og da navnlig ikke førte den patetiske
eller alvorsfulde Skuespilkunst blot et Hanefjed højere op, saa laa
Hovedgrunden i, at man havde et saa mærkeligt svagt Blik for, med hvilke
kunstneriske Udtryksmidler vor Tid har udstyret sine sceniske Kræfter.
Der er jo nemlig næppe Tvivl om, at hvert Tidsafsnits offentlige
Personligheder har et vist Fællesskab i Ansigtsform, Blik, Udtryk,
Stemmeklang, Gestus, hvorved de (tagne under et) skiller sig fra den nærmest
foregaaende og den følgende Periodes. Ved de store historiske
Portræt-Udstillinger, som i de senere Aar er afholdte udenlands, har
tænksomme Iagttagere Gang efter Gang undret sig over, hvor dog Kvinderne
og Mændene fra en bestemt Tid syntes at ligne hverandre. Nu er
Por-træter ganske vist kun ufuldkomne og upaalidelige Vejledere; men noget
kan der dog sluttes fra dem. Prøv saa en Gang at indprente i Er-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
