Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: Den brudte Ring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
Den brudte Ring.
og gøs ved Morskaben, og de vendte deres blege Aasyn mod ham
og tilnikkede ham et glædeløst Velkommen.
Lige saa godt straks blive klar over, at det hjalp ikke, han
vilde lukke Øjnene for det, der var sket, snige sig fra det, vise
det hen til en Side, betragte det som en død Klump, han kunde
luske uden om. Det var der, stod alle Vegne for hans Fødder,
det maatte redes ud, blive til Kød og Blod i ham, forgrene sig
ud til hans Livs fineste Traade og Trevler. Der løb som en
Ildsnor gennem ham: han gad springe op paa en Trappe og raabe
det højt til alle og enhver: min Kone er rendt fra mig! For saa
stod det levende uden for ham som en Kendsgerning, en
Virkelighed, han maatte bøje sig for. Nu var det paa en Gang baade Jærn
og Skygge. Han blev skamrød: sæt han havde gjort det. Hvor
vilde Folk gabe og grine! Og næste Dag i Aviserne: „en velklædt
Mand i sine bedste Aar — — Politiet fik ham naturligvis paa
Hospitalet!" — Og det, han maatte til, var jo ikke stort andet,
nej bare værre. I Morgen, naar Daggraaningen vred sig frem saa
mismodig og haabløs som denne her Aurora i Florens, naar det
blev lige saa lyst, at Folk kunde se hans Ynkelighed, skulde han
til at gentage den Remse Time efter Time: min Kone er rendt
fra mig. Paa Kontoret, til Venner og Bekendte: min Kone er
rendt fra mig; til Søstre og Brødre, Tanter og Bedsteforældre og
Næstsøskendebørn og Veninder og hele Kieresiet: min Kone er
rendt fra mig, eller: min Hustru har forladt mig, eller: — Fanden!
der er ingen Grund til at pynte paa Ordene. Aa, han saa sig
selv saa pinagtig tydelig med nystrøget Hat og et Bedemandsbuk
plapre Lektien op: den vilde hurtig løbe over Tungen, som den
var lært udenad, og saa med et og det samme træede Træk om
Munden. Som en Leddedukke, en Papegøje — men hver Gang
var det söm et Vridbor gik en Omdrejning længere ind i hans
Hjerte. Denne stille, rivende, nagende Smerte! Og al den
Dumhed, han vilde faa at høre, den Tidsspilde, alle de smaa
Fortrædeligheder, hæsblæsende fra Herodes til Pilatus, Skilsmisseformaliteter,
Deling af Boet, Juristeri og Teologi, Snak og Trøstevaas, Smil bag
ens Ryg, Husholdningsvrøvl med Pigerne og de Handlende, Kul
og Vask og Griseri, bæv! Hæ! at han oven i Købet gad ærgre sig
over de Smaating, som om det var hans egentlige Sorg! Og det
var det maaske; man ved aldrig rigtig, hvad man er for et
elendigt Kryb, før det Skalkeskjul af oppustet Værdighed, man til
daglig gemmer sig bag, saadan rives bort med en haard Haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
