Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: Den brudte Ring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123 Den brudte Ring.
vilde jævne Vejen for hendes Lykke, arbejde trolig for hender
uegennyttig.
Han havde strakt Armene ud som for at gribe efter hende
eller velsigne hende. En Tøs, der svansede forbi, lo ham op i
Ansigtet. Henne i Gaden skreg nogle Kvindemennesker.
Mandfolk med Kraven op om Ørene gik paa Jagt efter dem, og der
var Raab og Latter. Fulde Folk dinglede afsted med sløve Blik
og slatne Hænder. Der rullede en aaben Droske forbi med
Mandfolk og Fruentimmer, som slængte sig tilbage og skraalede.
Et Pat Politibetjente stod i en Kælderhals og drak 01. Der kom
en pjaltet Fyr hen til ham og tiggede og skældte ud, da han
ingenting fik. Saa lød der Hvin i en Sidegade og Raab om Hjælp.
Et Vindue blev lukket op hist og her, og en Stemme sagde:
fNaa, det er vel sagtens igen nogen Bøller, der overfalder nogen
skikkelige Folk.Ä Der gik Par forbi, som fniste og tiskede, og
den skidne Regn drev paa.
Det kogte i ham af Væmmelse mod denne hæslige,
besudlede By, hvor Skarn og Lastens Paddehatte vokser, denne mugne,
drukne, hylende By, hvor Grinet og Gøglet huserer. Saa var det
dog bedre at gaa hjem til sin kolde Stue og sidde ene med Sorgea
og Savnet, og højnes og renses i den dybe Stilhed. Han havde
faaet en ny Ring at hytte sig bag, bygget af blide Tanker og
Opofrelse for en anden. Der vilde han vaage, virke og holde Ilden,
vedlige, for om hun engang kom til ham og trængte til Hjælpr
vaad og sørgmodig fra den kolde Blæst.
Der bares som en Musik af Ømhed gennem ham, han havde
lagt en Alen til sin Vækst, kunde se mod en videre Synskres.
Han følte sig som en, der har stridt en dyr Strid og sejret, da
han atter lukkede Døren op til sin Stue. —
Han var nær sunket i Knæ, da han kom indenfor; og han
syntes Gulvet løftede sig, og Stuen drejede sig rundt. Der var
lyst, og der var lunt, og der sad hans Hustru i sin vante Stol
med Naalen i sin hvide, buttede Haand, og Brynenes sorte Bue
hævede sig i rolig Forundring. Han maatte støtte sig til Væggen
og snappede efter Vejret.
„Men Mandse dog, hvor bliver du af?u
„Naar er du kommen? Hvor har du været?"
„Aa, det er længe siden. Ja, jeg blev noget forsinket. Jeg
tog ud med Junge og saa paa Hellesens nye Billeder. Jeg sad
her lyemme og kedede mig saa grusomt over det ækle Vejr, ser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
