Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyrik.
127
og „øger sit Ran ved hans rindende Sved", og over „ond Tid,
sur Tid, Sumpens Tid, Volds Tid". Og Bogens Revoltestemning
sætter haardt imod haardt. En udfordrende „Og dog44-Tone gaar
igennem den. „Trods Dumhed og trods Lavhed — trods Nid og
trods Nag — Solen rinder op dog — hver eneste Dag". Der
aander en saadan Glæde ved at stemme imod for Skæbnens Tryk,
trække Forstærkning op mod den fra Solen og Luften, det sunde
Blod og de svulmende Muskler, og selv at smedde sig et Hævnens
S?ærd og den Fjederham, der løser af Bøjer og Bolt. Men fremfor
alt er det Kærligheden, der forherliges som det store, frigørende
Vaarbrud i Menneskelivet, for hvilken alle Bøjer og Baand brister.
Det er „den overbrydende Sundheds Brænding", den „Vaarnattens
vældige Elskov", under hvilken Manden og Kvinden igen skrider
nøgne og kyske frem, ud i Naturen, som det første Menneskepar;
og ud over alt det sorte og beske, der ligger paa Digtets Bund,
skyller Vølunds Valkyrie-Elskov sin naturvilde, svulmende Glæde
— som det fri og friske Hav, der alene kan gøre den syge og
onde Verden sund igen.
Man henfalder i Tanker over, hvilket Digt der kunde være
blevet ud af „Vølund Smed". Rige Barrer af Guld ligger der i
Emnet, som Drachmann slet ikke er naaet ind til, og som vel
kun en Balzac eller Zola — selv Arbejdsgenier — havde kunnet
udmønte; men havde han endda rigtig sigtet og smeltet og
udformet alt det Guld, der er sløset med hen over alle Bogens
Blade! Nu ligger der Slakker rundt om og skæmmer. Hvert Øjeblik
glipper Inspirationen, og intetsteds nyder man helt trygt og uden
et „men". Eller rettere: det er ikke i selve Musens Indgivelser,
man sporer nogen Svækkelse, noget Forfald hos Digteren, men
derimod maaske nok i den Sindets Samlethed, hvormed han lytter
til Stemmen, og den strenge Agtpaagivenhed, hvormed han tolker
eller altsaa: ikke længer tolker dens Ord.
Noget af Ilden fra Vølunds Esse gløder ogsaa i
„Renæssance". Den venetianske „Buldogge"mester befinder sig lidt i
samme Krise, som Kvinder gennemgaar ved Halvtresaaret, hvor de
skal bestemme sig til at blive gamle. Ungdommens Letsind har
han lagt bag sig, men hans Arbejde, der er hans Liv, kræver
Elskov som Grundbetingelse. Og Folkets Barn kommer som
Redningen til ham, hvem Livet i de høje Sale mellem Vifter og
Masker er blevet ledt og besk, og hvis aabne, tillidsfulde Sjæl
er ved at blive forgiftet af Mistro. — For øvrigt en næsten barnlig
9*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
