Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyrik.
129
blev min osv.". Det er Trumf Es at stikke ud. Her — her er
den eneste sande og kyske Kærlighed, den, I blot befamler og
pletter med jer liderlige Moraliseren! Maria er den hvide Hind,
som græsser paa min Eng, hun er den Elskede paa Bjærgene, der
kommer, saasnart Hyrden fra Dalen spiller paa sin Fløjte. Hyrden
har andre Hinde paa sin Mark, og den hvide Hind græsser ogsaa
paa den agtværdige og velhavende Nabos Eng, men ingen er ren
og jomfruelig som hun og vor Elskov.
Det er egentlig Pokkers vittigt, og Forfatteren en rigtig
Himmelhund. Ja! det vil sige, han vilde have været det, hvis
han blot ikke, som det jo hændes ældre Koketter, selv var bleven
rørt over sine smukke Ord. Men han bliver sentimental for et
godt Ord som en gammel Libertiner. Han lader sig narre selv
af sine forlorne Lyrikeranfald, som naar han lovsynger
Brudenatten, hvor „Rummet fyldes af brusende Musik, og sammen, tæt
omslyngede, svæve vi bort fra al Jordelivs Tynge og Sorg", eller
fabler om Marias Graad, der er „livsalig Helsebod for alle Vunder44
og „falder paa hendes brændende Smerte og løser den op i mild
Sorg8. Saadan tænker jeg mig, at Johanne Schjørring skriver.
Men smukt er det at se et ældre, forfarent Mandfolk fælde Taarer
ved den Stil.
Mod Bogens Slutning kommer Forf. igen paa ret Kjøl, og
under kaade Nik til de snerpede Tanter og et undervejs
Privatopgør med „vore sidste Dages hellige" fører han sin udvalgte op
for Alteret i Frue Kirke, medens — nok saa H. C. Andersensk —
venlige gamle Præster modtager Parret ved Indgangsdøren og
nysgerrige Engleansigter titter ned gennem Loftsgluggerne. — „Maria"
er alt for meget lagt an paa at forarge til at skulle kunne gøre
det. Den er fra først til sidst skreven i en lystig Oplagthed og
har ikke en eneste død Plet.
Dette kan man ogsaa rose Pontoppidans Bog: „Den gamle
Adam* for. Den synes undfangen i et muntert og mageligt
Sommerferielune og skreven ned med en let løbende Pen. Nogen
ordentlig Historie eller nogen fast Plan maa lige saa lidt søges
her som i Nansens Bog. I en behagelig og naturligt faldende
Dag-bogsstil fortæller en ung Biblioteksassistent om sit Ferieliv, — en
let filologisk Farve og et diskret Anstrøg af noget moderne
københavnsk karakteriserer ham —; han henkaster nogle Skitser af et
Badehotels Selskab, giver nogle Blade af dets Skandalkrønike, delagtiggør
os i en Stump Sommerforelskelse og meddeler os sine Turist-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
