Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
Lyrik.
igen „en frostgrøn Vinternats Halvmaane lig", og Halvmaanen
atter „en Segl til gylden Høst og til at dræbe". Og alt dette paa
4 Linier. Men det er kun de første og ældste Digte i den lille
Samling. Snart er det, som om Tyngslen og Taagerne letter, og
Digteren gaar ud under en ren og lys Foraarshimmel, hen mellem
frempippende, grønne Rugmarker, og simple, rene Sange til det
danske Foraar fødes paa hans Læber. Har han før ofte syndet mod
Sprogets Genius, saa er der virkelig her dets egen Musik i Rytmerne
og dets egne blonde og skære Lød over Ordene. Farverne er saa
let strøgne paa og Bestemmelserne saa enkle og almindelige, at
de ikke længer tynger Sangens Vinger ned. Han „sidder blandt
stille Planter — og Træer med lysegrønt Løv", og vi slipper for deres
Navne. Hans „Hjerte fyldes af Solskinsfryd, — som en Blomst,
der i Lyset gror"; „det er som en Luft af Lykke — igennem mit
Hjerte gaar"; „jeg sidder som Munk i Lunde — og hører Himmerigs
Sang"; „Som Lærkerøster, der Lyset love, — min Sjæl sig løfter
mod Luftens Blaa, — og Nattergale med Jubel slaa — dybt i
mit drømmende Hjertes Skove". Der er virkelig baade Ingemanns
Morgenlærke og Chr. Winthers Nattergal i disse Sange.
I Samlingens sidste Afsnit gaar imidlertid Digteren ind
under Kaldæas Stjernenætter. Nattehimlens Elsker har han altid
været. Aldebarans Lys har fyldt ham med Følelsen af Evigheden
og üendeligheden. Og nu synes en Angst at have grebet ham
for Tidens „Mulm af Tvivl og Nød", i hvilken „Kødets Løve gaar
stønnende og søger at sluge Verden i sit hede Skød", og „hvor
Lysten slænger sine sidste Slør — og Guldets Gud gør skændige
Mirakler". Han længes ind, „hvor fromme Lamper brænder, —
en viet Olje mellem gyldne Kæder", længes efter „et viet Vand
til Fred for dem, som knæle".— Længslen er ægte nok, men det
moderne Menneske maa give Slip paa meget, hvis han virkelig
skal komme over Kirkens Tærskel.
Vald. Vedel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
