Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - P. Munch: Centrum, Venstre og Højre 1848—54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138
Centrum, Venstre og Højre 1848—54*. 138
længe en Monoman er i sin Paroxysme kan det ikke nytte at
bekæmpe hans vrange Ideer, og saaledes gaar det med vort
Danner-folk midt i det sortladne Hav. Kort efter 1830 havde en udvortes
Rystelse vækket det lidt, og man tog villig lidt Medicin, men saa sang
Fredegode sin raadgivende provinsialstænderske Vuggevise, og
baus, der kom Kærlighedsforvirringen frem igen!" Og samtidig
vaagner Harmen over det tyske Regimente, som her hjemme var
fulgt med Enevælden. „Das Inselvolk ward es müde, beständig
von deutschen Ministern regiert zu werden", som Treitschke
skriver.
I Modsætning hertil vendte man sig da til Ideerne fra 1789
om Folkesuverænitet; mod Enevældens Fejl søgte man Hjælp i en
fri Forfatning, mod Tyskeriet ved at stille en national Folkepolitik
op mod den dynastiske Familiepolitik. Det var dog ikke det
abstrakte „Menneske", ens og ligeberettiget over den hele Jord,
deres Interesse gjaldt; det var den danske, til Dels den nordiske
Nation, det vil sige Nationen uden Hensyn til de forskellige
Klasser og Lag. Med dette som Udgangspunkt indser man let,
hvorledes deres Stilling maatte blive overfor de forskellige politiske
Spørgsmaal. Deres Program, som det efterhaanden udformedes,
falder naturlig i tre Dele: et Forfatnings-, et socialt og et
nationalt Program.
I Forfatningssagen var Centrums Fordring et
konstitutionelt Monarki. Man forstod herved en Forfatning, der, uden
at røve Kongen al Magt, dog lagde den afgørende Magt i
Folkerepræsentationens Hænder. Man stillede ikke, hverken Centrum
eller Venstre, det positive Krav om, at Ministeriet skulde tilhøre
det Parti, som raadede over Repræsentationens Flertal, men vel det
negative, at det skulde være umuligt for Ministeriet i Længden at
gennemføre Foranstaltninger, som ikke billigedes af Flertallet;
derfor krævede man Ret til at nægte Budgettet,og
Ministeransvarlighed. Men var Centrum paa det rene med, hvilken Magt
Folkerepræsentationen skulde have, saa stod det vaklende overfor
Spørgsmaalet om, hvorledes denne Repræsentation skulde vælges. Man
vilde ikke have Skygge af Stænder og Interesserepræsentation.
Dermed var man paa det rene. Man vilde bort fra de sidste Rester
af middelalderlig Klasseegoisme og frem til det ny Aarhundredes
Nationalfølelse; Kløften mellem Bonden og Samfundets andre Lag
skulde forsvinde. Man er efterhaanden, forledt ved de
Nationalliberales senere Kamp mod Bondevennerne, bleven tilbøjelig til at tro, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
